Menu

En kæmpe OKSe er her ikke mere

image Johan Schmeltz. Foto Trondur Dalsgaard, Fyens.dk
Henrik Kleiner
19. juni 2023 kl. 09:47
Æresmedlem Johan Schmeltz gik bort søndag d. 18. juni

Det er med stor sorg vi har modtaget meddelelse om at Æresmedlem Johan Schmeltz er død, søndag d. 18. juni på Odense Universitetshospital, hvor han omgivet af den nærmeste familie sov stille ind. Johan blev 82 år.

Johan Schmeltz plads i historien i OKS kan ikke fremhæves for stort. Igennem et langt liv i klubben var han som oftest idemand og drivkraft bag udviklingen i klubben. Han blev valgt som Formand i 1971 og sad på posten i ikke mindre end 20 år frem til 1991.

Johan var altid godt selskab. Når han var sammen med sine OKS-kammerater var han sjov, jovial og vennernes ven. Han kerede sig om alle OKS`er, store som små og han var altid i strålende humør, når de rød/hvide vandt kampe.

Det var under Johans ledelse at OKS i den periode spillede sig helt op i landets næstbedste række og blot var få point fra at tage oprykningen til 1. division, datidens Superliga. Der blev indført kontraktfodbold og oprettet et professionelt selskab, der tiltrak mange af datidens odenseanske topspillere til OKS.

Da Johan stoppede som aktiv leder i OKS fortsatte han med at komme på OKSon Park. Han fulgte vores hold frem til det sidste og var altid klar med en frisk bemærkning eller en røverhistorie fra de gode gamle dage. Johan nød at komme i klubben og vi andre nød hans selskab.

Johan Schmeltz blev i 1982 valgt til Odense Byråd for Socialdemokratiet og var folkevalgt helt frem til 2006.

Johan blev i 1984 Æresmedlem i OKS.

Vi vil savne Johan i OKS, men vi vil også mindes og glædes over hans person og for det fantastiske arbejde han uegennyttigt lavede for klubben.

Johan Schmeltz efterlader sig børnene Jeanette, Bettina og Michael samt fire børnebørn. Vores tanker går til familien.

Johan bisættes fra Kirkegårdskapellet i Odense på lørdag d. 24. juni kl. 13.30.

Æret være Johans minde.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk