Serge Bodjo er ny Serie 1 træner
Sportslig ansvarlig, Mikael Skovgaards, er i fuld gang med at opbygge trænerteamet i seniorafdelingen, hvor vi frem mod forårsturneringen skal have ansat nye trænere på både DS, Serie 1 og Serie 2. Ligeledes skal vi have tilknyttet nye assistenttrænere til DS.
Arbejdet skrider støt og sikkert frem og vi kan nu melde ud, at Serge Bodjo bliver ny mand i spidsen for vores Serie 1 hold, der i foråret spiller med i oprykningsspillet til Albaniserien. Serge Bodjo kommer til klubben fra Odense Q, hvor han har været assistent på deres Liga hold.
Mikael Skovgaards udtaler:
-” Vi har haft nogle gode samtaler med Serge, der kommer med et højt drive, super energi og en ambitiøs tilgang til jobbet. Jeg føler vi har ramt plet og fundet den helt rette profil til Serie 1 holdet som vi rigtig gerne vil have op i Albaniserien.”
Vi har også fået en snak med Serge Bodjo, der fortæller om sig selv
Alder: 39
Civilstand: Bor med min kæreste
Job: Selvstændig
Klubber som aktiv: Min sidste klub som aktiv var OKS
Klubber som træner: B1913 kvinder og Odense Q kvinder.
Du er ny Serie 1 træner i OKS. Hvorfor valgte du OKS?
-”Jeg var til samtale for nogle uger siden. Og projektet som det blev beskrevet sammen med måden hvorpå klubben bliver drevet, er meget tiltrækkende for mig. Jeg har set holdt spille kamp og niveauet er virkelig godt. Sidst men ikke mindst, kan jeg tydeligt se mulighederne for at udvikle spillerne og mig selv af både ledelsen i OKS, men også af den dygtige førsteholdtræner som er i klubben. Bare antallet af medlemmer er respektindgydende. Det virker som et inspirerende miljø for mig.”
Hvad kendetegner dig som person og træner?
-”Jeg trives når man går op i tingene tages alvorligt. Jeg har respekt for bredde, men jeg synes at bredde og seriøsitet burde kunne kombineres, forstået på den måde, at selvom man kun træner to gange om ugen, så skal man stadigvæk arbejde ordenligt og seriøst når man er til træning. Samtidig skal der være højt humør og brede smil på læberne. Jeg har i hvert fald let til smil og trives i godt og sjovt miljø.”
Dine ambitioner for holdet og dig selv?
-” Man kan vist ikke lægge skjul på, at holdet tørster efter oprykning til Albaniserien. Jeg synes at spillerne er dygtige nok til oprykning. Udfordringen bliver at holde fokus igennem alle kampene i løbet af sæsonen. Det er virkelig svært, uanset hvor godt holdet er. I løbet af tre måneder kan der ske mange ting, og min ambition er at sørge for at spillerne arbejder fokuseret til træning og holder fokus når vi spiller kampe. Med fokus mener jeg, at vi gør de rigtige ting efter de interne aftaler vi måtte have og træffer de rigtige beslutninger. Det er summen af rigtige beslutninger i alle situationer som afgør om tingene går den ene eller den anden vej. Det vil jeg virkelig gerne bibringe spillerne.”
Tidligere på året ansatte vi Sebastian ”Balle” Knudsen som assistenttræner til netop Serie 1. Således er teamet fuldendt.
Der skal lyde et stort velkommen til Serge i vores klub. Vi ser frem til samarbejdet med fortrøstning og glæde.