3 – 3 i drama mod B1909
OKS førte tidligt, men måtte se hjemmeholdet fra B1909 komme på 3 – 1. OKS gav dog ikke op og kom tilbage på 3 – 3. I kampens sidste kvarter jagtede vi sejren mod et efterhånden godt træt hjemmehold, men det hele sluttede i en remis foran de godt 350 tilskuere.
Kampdata:
B1909 vs. OKS 3 – 3 (3 - 2)
0 – 1 Tong (17.)
1 – 1 Nicolai Fredriksen (28./str.)
2 – 1 Ali Al-Rabiey (32./str.)
3 – 1 Ali Al-Rabiey (42.)
3 – 2 Tong (45./str)
3 – 3 Tong (76./str.)
Tilskuere: 350
Det var intenst fra starten. Holdene var for første gang på græs og det betød mange nærkampe og fejlpasninger. Det var lige og uden de store målchancer.
Første scoring kom efter 17 minutter og det var OKS der åbnede ballet. En lang diagonalbold fra Carsten Geipel blev fornemt taget ned og med ind i feltet at Christian Wulff, der efterfølgende serverede bolden for Tong, der tæt under mål scorede et af de lettere mål i karrieren. 0 – 1.
OKS havde i minutterne efter scoringen styr på opgøret, hvor vi kom frem til et par halve chancer.
B1909 kom dog tilbage i kampen efter 28 minutter. En lang pasning frem i feltet førte til en nærkamp, hvor B1909 spilleren faldt til jorden. Straffespark og hjemmeholdets topscorer, Nicolai Frederiksen omsatte muligheden til 1 – 1.
Nu var hjemmeholdet fyldt med energien som en scoring ofte kan give og blot fire minutter senere var der igen straffespark til B1909, da Ali Al-Rabiey blev fældet. Den iltre angriber insisterede på selv at sparke selvom det gav anledning til lettere mundhuggeri på det røde hold, men hvorom alting er, scorede Al-Rabiey og hjemmeholdet var foran 2 – 1.
Ondt blev værre for OKS efter 42 minutter, da hjemmeholdet kom på 3 – 1. Ali Al Rabiey var målscoreren efter en god dribletur.
OKS opgav dog ikke ævred og da Christian Wulff i halvlegens sidste minut blev fældet i feltet og kampens 3. straffespark dermed var en realitet, var det en formssag for Tong at reducere til 3 – 2.
Pause.
OKS var bedst efter pausen. Ikke at spillet var prangende, men i glimt viste vi klassen og der var fine muligheder for udligning til både Emil Skursch, Lasse Grønholt og Tong.
Vi skulle dog helt hen til det 76. minut inden udligningen kom. Efter et indlæg blev én OKS angriber skubbet voldsomt i ryggen og dermed blev der dømt straffe for 4. gang i kampen. Tong skulle sparke og rækkens topscorer svigtede ikke fra 11 meterpletten. 3 – 3.
Kræfterne var nu ved at slippe op for det hårdt kæmpende hjemmehold og OKS fik flere gode muligheder for at score sejrsmålet, men B1909 holdt stand og dermed kunne de to hold tage hvert 1 point med i omklædningsrummet efter en kamp, hvor tilskuerne til lokalopgøret, igen igen, blev præsenteret for fremragende underholdning af begge hold.
Næste kamp for OKS er på lørdag, hvor vi hjemme på OKSon Park møder Otterup. Mere herom senere.