DS-holdet møder Næsby (3.div.) i testkamp
Efter lørdagens gode træningskamp mod SFB/Oure (3.div.) venter der endnu en svær opgave for vores DS-hold, når vi tirsdag aften møder Næsby, der er aspiranter til at komme i oprykningsspillet til 2. division fra netop samme 3. division.
Næsby trænes af Kristoffer Johansen, der tidligere har været cheftræner i OKS. Han står i spidsen for et hold, hvor der både er unge dygtige talenter, men efterhånden er der også en del rutine på det blåblusede Næsbyhold fra det nordvestlige Odense.
OKS, med cheftræner Salih Kaya i spidsen, glæder sig til kampen om end vi ved, vi står foran en svær opgave. Kampen mod SFB/Oure viste, at vi godt kan være med på niveauet, så længe vi er koncentrerede og alle mand arbejder hårdt. Når vi så tilsætter fint spil og optimisme, så kan vi godt drille højere placerede hold.
Som nyhedsbilledet, fra mandag aftens træning viser, er det et flot påklædt OKS hold der spiller mod Næsby, idet kampen bliver første synlige tegn på vores nye samarbejde med Hummel og Unisport. Et samarbejde vi glæder os meget til.
Kampen spilles på OBs anlæg i Ådalen, da Næsbys egen kunstgræsbane står foran renovering.
Det er tirsdag aften kl. 18.30.
Vel mødt.