Sikker sejr over SSV Højfyn
En stærk defensiv og en fremragende målmands præstation af vores unge Jon Sørensen var fundamentet i den fortjente 2 – 0 sejr over Højfyn, hvor tilbagevendte Anders Kolind viste vanlig skarphed og dermed var medvirkende til at OKS tog de 3 point med hjem til Østerbæksvej.
Kampdata:
SSV Højfyn vs. OKS 0 – 2 (0 – 1)
0 – 1 Anders Kolind (33.)
0 – 2 Frederik Klingenberg (58.)
Tilskuere: 150
Spillerne på de 2 hold skulle lige se hinanden an og begyndelsen var en anelse nervøs. Højfyn startede med at stå lavt, men organisationen hos værterne løsnede hurtigt op idet spillere som Nick Hansen og Michael Sørensen absolut ikke har deres forcer i den defensive del af spillet, men er stærke i offensiven. Således blev kampen efter et lille kvarters tid en åben slagudveksling, hvor OKS havde bolden meget og ofte kom først på bolden.
Specielt i venstre angrebsside, hvor Anis Cengic og Christian Klingenberg spillede, var der gode opspil og fremragende dybdeløb af Klingenberg, når de 2 OKS spillere fik isoleret backen. Flere gange var det tæt på at udløse mål, men den sidste skarphed manglede i den afgørende aflevering.
Efterhånden som halvlegen skred frem blev overtaget til OKS mere og mere udtalt og der begyndte at opstå flere gode muligheder for mål.
Føringsmålet kom efter 33 minutter, hvor Frederik Klingenberg sendte et indlæg fra højre side ind i feltet. Søren Ilsøe tog duellen med midter forsvarerne og fik headet bolden tilbage til Anders Kolind, der fra straffesparks pletten flugtede bolden i det lange hjørne med venstrebenet. Fremragende og 0 – 1 på måltavlen.
I minutterne efter scoringen var OKS flere gange tæt på at udbygge føringen, men der blev ikke scoret mere i 1. halvleg.
Pause.
I 2. halvlegs 3. minut fik Højfyn deres største chance i hele kampen og dermed muligheden for at komme tilbage i opgøret, da deres spidsangriber, på kanten af offside fik bolden midt for målet og var helt blank igennem overfor Jon Sørensen i målet. Den unge keeper gik dog modigt ud i duellen og dykkede ned i benene på angriberen og fik pareret. Det var fremragende!
Herefter satte OKS sig tungt på opgøret. Vores 4 back kæde stod bundsolidt og spillere som Christian Wogensen og Rune Dalsgaard tabte ikke en eneste duel mod de ellers fysisk stærke Højfyn spillere. Samtidigt var Morten Andersen stærk som balancespiller og således var der plads og frihed til vores letbenede og hurtige offensiv spillere som Jakob Mønster, der til tider drev gæk med hjemmeholdets defensiv.
I det 58. minut kom så den tidlige afgørelse på kampen. Christian Nygaard sendte et indlæg fra højre ind i feltet. En af hjemmeholdets spillere kom først på bolden, men skubbede blot bolden hen til Frederik Klingenberg, der var iskold da han satte bolden ind bag keeperen. 2 – 0 og stor forløsning.
OKS dominansen fortsatte og i løbet af halvlegen kom Jannik Pedersen, Lasse Grønholt og Jeppe Algaard alle på banen uden at det gik ud over helhedsindtrykket. Meget flot af trioen og et bevis på den bredde der er i vores trup.
På trods af store chancer blev der ikke scoret mere. Kampen løb mod enden og dagens dygtige dommer fløjtede af til stor jubel for de mange fremmødte OKS tilskuere.
Næste kamp for OKS er først den 16. juni, hvor vi hjemme på OKSon Park møder Marstal. Mere herom senere!