Menu

Rene Hansen er ny AS træner

image Rene Hansen er ny mand i spidsen for OKS` Albaniseriehold
Henrik Kleiner
05. december 2017 kl. 19:09
Jan Lindqvist og Michael Nielsen som assistenter

Efter en lang proces, hvor seniorudvalget i OKS har arbejdet hårdt og seriøst med, hvorledes det fremtidige setup omkring AS holdet skulle struktureres og hvor udvalget har givet sig god tid til at afholde samtaler og researche på træneremner, er det med stor glæde, vi nu kan præsentere vores nye cheftræner og hans assistenter.

Ny cheftræner bliver Rene Hansen, der senest har været ansat i TPI, som han har trænet i de sidste 3 ½ sæsoner, hvor han har bragt klubben frem til en gunstig position i toppen af Danmarksserien. Tidligere har Rene med stor succes været træner i Fjordager og Marienlyst. OKS og Rene Hansen er blevet enige om en 2 ½ årlig kontrakt. 

Den nye cheftræner får 2 assistenter. Den ene er Jan Lindqvist, der dermed fortsætter sin vigtige rolle i klubben. Ligeledes er Michael ”Konge” Nielsen ansat som assistenttræner. Michael Nielsen fortsætter dermed sit samarbejde med Rene Hansen, idet de to har arbejdet sammen i TPI.

OKS ser frem til samarbejdet med trænertrioen og forventer nu en stabil periode med ro på trænerfronten, set i lyset af de seneste udskiftninger i de forgangne sommer- & vinterpauser.

Oks.dk fik en kort kommentar fra den nye cheftræner Rene Hansen

–” Jeg er glad og stolt over at være blevet kontaktet af OKS. Jeg har haft konstruktive snakke med klubben, og er glad for at vi nu har fundet hinanden i en aftale for de kommende sæsoner. For 4 uger siden havde jeg faktisk indstillet mig på ikke at være træner mere, men efter henvendelsen må jeg bare konstatere, at jeg er mere motiveret end nogensinde før, og jeg glæder mig vildt til at komme i gang med arbejdet med spillerne.” fortæller træneren inden han fortsætter

-” Jeg får 2 dygtige assistenter, så vi er 3 trænere i hverdagen. Jeg ser frem til samarbejdet med Lindqvist og Nielsen, der begge er fagligt dygtige og fyldt med godt humør. Det er opgaven fra klubbens side, at vi ud over selve trænerfunktionen skal varetage opgaver, der normalt er en Sportschef tildelt. Opgaver jeg ser frem til at varetage, og som ganske givet vil styrke forholdene for spillerne i truppen. Det bliver meget spændende! ”

OKS formand Klavs Larsen fortæller om den nye aftale

-” Jeg er meget tilfreds med aftalen med Rene Hansen. Vi har fået den profil, vi søgte efter og samtidigt er det vigtigt for os, at vi nu får stabilitet og ro omkring holdet. Derfor har det været et vigtigt parameter for os at lave en 2 ½ årlig aftale. Renes resultater i diverse klubber taler for sig selv, og vi ved vi får en faglig dygtig træner. Samtidig er vi bevidst gået efter en profil, der også vægter det sociale aspekt i arbejdet med truppen højt. Her er der ingen tvivl om, at vi har ramt plet. Jeg er glad og stolt ved aftalen ”    

Således dagens gode nyhed fra OKS.

Med trænersituationen omkring AS holdet afklaret, arbejder seniorudvalget nu hårdt videre i bestræbelserne på at finde ny træner til vores tophold i Serie 2. Vi forventer snarest at have en aftale på plads.

For yderligere information kan nedenstående kontaktes

Klavs Larsen: Tlf. 4010 3411
Rene Hansen: Tlf. 2636 8858

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk