Stærk OKS-sejr over TPI
Det var gæsterne fra TPI, der startede kampen bedst med direkte og hurtigt spil, men efter 15-20 minutter overtog OKS kampen og det hele endte med en fortjent 1 – 0 sejr til de rød – hvidstribede, der på trods af en mand i undertal i kampens sidste kvarter ikke gav chancer væk til topholdet.
Kampdata:
OKS vs. TPI 1 – 0 (1 – 0)
1 – 0 Van Tha Thwang Tong (36.)
Rødt kort: Carsten Geipel, OKS (74.)
Tilskuere: 275
De på dagen sortblusede gæster fra TPI startede kampen i et højt tempo, hvor de med direkte spil bragte bolden hurtigt i bagrummet på OKS-forsvaret. Det var dog ikke de helt store målchancer der blev skabt, men med en større skarphed på den sidste aflevering, kunne OKS godt have kommet i alvorlige problemer i kampens indledning.
Efter små tyve minutters spil havde OKS fået sig indstillet på gæsternes spillestil og fra da af overtog vi styringen. Vores defensiv stod stålsat og gav ikke meget væk. Samtidig begyndte vores hurtige folk i offensiven at gøre ondt på gæsternes forsvarsbastioner og man fornemmede at en scoring var under opsejling.
Scoringen kom i det 36. minut, hvor Rami Ayman opsnappede et udspil fra TPI`s målmand på kanten af feltet i højre angrebsside. Den dygtige spiller bevarede roen og spillede bolden på tværs til en fremstormende Tong, der scorede sikkert. Stor jubel og dermed offensivspillerens 10. scoring her i efteråret.
I den resterende del af halvlegen var det med OKS i førersædet, men der blev ikke scoret yderligere.
Pause.
Billedet var det samme efter pausen. OKS var i kontrol og der blev skabt gode muligheder for at øge føringen. Vi virkede i kontrol og gæsterne havde svært ved at komme frem til muligheder. Og når der så blev slået indlæg, var Rasmus Lund i målet og hans fire-back kæde sikkerheden selv i afvisningen af disse.
Tidligere i efteråret har vi haft rigtig mange skader og afbud. De fleste af disse er ved at være klar igen og når man på dagen har en bænk der bestod af Ronni Nordnæs, Frederik Klingenberg, Jonas Vesterskov, Rinor Cocaj, Malthe Frahm og Arvin Moghadam, hvoraf de første fire kom ind i løbet af 2. halvleg, ja så er det beviset på en stærk og bred trup!
Med ca. 15 minutter tilbage blev OKS præsenteret for et rødt kort, da dommeren vurderede at forsvarsgeneralen fratog TPI spilleren en oplagt målchance. Det efterfølgende frispark blev sparket godt hen over muren og snert forbi Rasmus Lunds mål. Det var TPIs bedste forsøg i kampen.
Selv med en mand i undertal holdt OKS dagens modstandere fra chancer og det store pres ned mod OKS-målet blev aldrig rigtig iværksat.
Derfor kunne dagens opmand, efter 5 minutters tillægstid, fløjte af og OKS vandt dermed 1 – 0. En fremragende indsats og et stærkt resultat.
Næste kamp for OKS er på søndag, hvor vi skal på besøg hos rækkens absolutte tophold fra Ringkøbing. Mere herom senere!