OKS vinder over B1909
På en dejlig forårsdag blev de mange tilskuere vidner til en inciterende kamp, hvor de to hold gav alt hvad de havde i sig. Til sidst blev det de rød – hvide spillere fra OKS der tog sejren.
Kampfakta:
OKS – B1909 2 – 1 (1 - 1)
1 – 0 Lasse Grønholt (4.)
1 – 1 Nicolai Frederiksen (28.)
2 – 1 Carsten Geipel (85.)
Tilskuere: 500
Det var OKS der begyndte bedst og allerede i det 4. minut kom første scoring. En B1909 forsvarer spillede bolden tilbage til Ben Pakes i målet. Målmanden blev presset i afleveringsøjeblikket af Anders Lohman og bolden røg ud til Lasse Grønholt, der ikke tøvede og angriberen sparkede bolden sikkert i mål. 1 – 0 og jubel på lægterne.
De følgende minutter sværmede OKS foran gæsternes mål og med lidt større held og dygtighed i afslutningerne havde hjemmeholdet bragt sig foran 2 – 0.
Cirka efter 15 minutter kom B1909s bedste periode. De på dagen blåklædte gæster arbejdede sig frem til en del hjørne- & frispark. Ikke at de skabte den helt store chance, men de tiltvang sig et marginalt overtag.
Efter 28 minutter kom så udligningen. Et hjørnespark fra venstre side blev i første omgang clearet højt op i luften et par meter ude fra det lille felt. Gæsternes farlige angriber, Nicolai Frederiksen, sprang med stor selvtillid og dygtighed op i et saksespark og bolden strøg ind over målmand Rasmus Lund, der var chanceløs. Virkelig flot og 1 – 1 på måltavlen.
Efter udligningen var det igen OKS der var mest på bolden. Lasse Grønholt fik en stor chance for føringsmålet, men bolden strøg tæt forbi.
Pause og 1 – 1.
Fra starten af 2. halvleg var OKS bedst og mest på bolden. Ikke at gæsterne havde opgivet ævred, men de fik sværere ved at lave aflastningsangreb. OKS væltede sig ikke i chancer, men man fornemmede at en ny hjemmescoring kom nærmere. Det var hjemmeholdet der var bedst i duellerne og B1909 kom til at jagte bolden meget.
Forløsningen kom i det 85. minut, hvor dødbolden i første omgang blev clearet. Bolden røg dog hen til en OKS spiller, og sendt retur i feltet, hvor forsvarsstyrmand, Carsten Geipel blev spillet fri på kanten af det lille felt. Geipel svigtede ikke og passerede Pakes i 09 målet. 2 – 1 og stor forløsning og jubel hos spillere og tilskuere.
B1909 havde ikke kræfterne til et comeback og kampen løb til ende uden yderligere scoringer. Dermed endte det hele med en fortjent hjemmesejr på 2 – 1.
OKS gav i kampen debut til Ronni Nordnæs, Nichlas Risager, Rasmus Lund og Malthe Frahm. Alle fire fik en flot debut. Tillykke 😊
Dermed er vi godt i gang med foråret. I næste uge spiller vi igen lokalopgør, når vi skal på besøg hos B1913. Vi glæder os.