Fair remis i Vestjylland
OKS kom allerede foran efter 7 minutters spil og fik efterfølgende et par store chancer for at øge føringen uden at det lykkedes. I stedet fik værterne arbejdet sig tilbage i opgøret og fik udlignet til 1 – 1, der også blev kampens slutresultat. En fair pointdeling.
Kampdata:
Varde IF – OKS 1 – 1 (1 – 1)
1 – 0 Van Tha Thwang Tong (7.)
1 – 1 Kasper Nissen (37.)
Tilskuere: 200
I det dejlige efterårsvejr på Varde Stadion, var det OKS der startede bedst på den våde og glatte bane. Og allerede efter syv minutters spil var topscorer Tong på pletten med en scoring tæt under mål efter fornemt forarbejde af Rinor Cocaj.
I de følgende 12-15 minutter var OKS i teten og der lå endnu en scoring i luften for de dagen grøn og sortklædte OKS-spillere. Tættest på var Tong, da han på kanten af det lille felt blev spillet blank. Desværre tog bolden indersiden af stolpen og sprang tilbage til en ellers prisgivet keeper. Det var efter 23 minutter og måltavlen stod stadig på 0 – 1.
Nu begyndte Varde også at ville være med i kampen og langsomt åd de sig tilbage i kampen, der var jævnbyrdig og i øvrigt fremragende ledet af kampens dygtige dommertrio.
Efter 37 minutter kom udligningen. Et fladt indlæg fra højre side fandt vej til Kasper Nissen på kanten af det lille felt, hvor angriberen, med ryggen til målet, fik sig vendt og sendt bolden i mål med en bred inderside.
Pause.
Kampens 2. halvleg blev en jævnbyrdig, men chancefattig affære. Det kneb med præcisionen, når den afgørende aflevering skulle spilles og oftest kom der en forsvarsspiller i mellem og stoppede bolden.
I kampens sidste 10 minutter skiftede OKS formation i forsøget på at komme til chancer, der kunne give alle tre point. Det lykkedes ikke og værterne fik sågar et par halve chancer på hurtige omstillinger.
Der blev dog ikke scoret yderligere og derfor ende det i en retfærdig pointdeling.
Næste kamp for OKS er på lørdag hjemme på OKSon Park, hvor Brabrand kommer på besøg. Mere herom senere.