Efterårets sidste kamp er mod Hedensted
En lang efterårssæson får sin ende, når lørdagens DS-kamp mod Hedensted er spillet færdig ved 15-tiden. Kampen er den sidste af hele 18 turneringskampe og ligger man fire træningskampe samt en pokalkamp vs. Vejle Boldklub, så når vi op på hele 23 kampe.
Opgøret er mellem rækkens nummer 4 og 5, hvor det er de grønblusede østjyder der er på 4. pladsen. Den kan OKS dog erobre, hvis vi lykkedes med at vinde. Tilbage i september mødte de to hold første gang og det blev 1 – 1 efter mål af OKS` Emil Stokholm og Hedensteds Mirsad Suljic.
Hedensted, der trænes af Nikolaj Givskud og Johnny Jungquist, var manges oprykningsfavoritter inden sæsonen, da jyderne oprustede kraftigt. Sæsonstarten var dog ikke helt på toppen, men her i turneringens sidste halvdel er det begyndt at spille bedre for gæsterne. Af profiler på holdet vælger vi at pege på tidligere omtalte Mirsad Suljic der er topscorer, samt anfører Mathias Kahr og den dygtige midtbanespiller Mikkel Thiesgaard.
OKS har haft en godkendt sæson, der har været præget af en del skader. På trods af sidste weekends nederlag til topholdet fra Ringkøbing, har vi i lighed med Hedensted haft en god sidste halvdel af turneringen. Vi vil selvfølgelig gerne have 4. pladsen i rækken, men vigtigst er de tre point en sejr vil give, set i forhold til forårets turnering, hvor vi spiller om nedrykning med de otte øvrige hold og hvor alle point fra efteråret tages med til.
Det er lørdag kl. 13.00 på Østerbæksvej.
Vel mødt.