1 - 1 i Hedensted
Værterne fra det østjyske var bedst i kampens første 15-20 minutter, men derefter åd OKS sig ind i opgøret og det lignede længe en sejr til de rød – hvidstribede. Desværre fik Hedensted udlignet og selv om OKS til det sidste skabte chancer, måtte vi køre hjem til Odense med blot det ene point.
Kampdata:
Hedensted vs. OKS 1 – 1 (0 -1)
0 – 1 Emil Stokholm (28.)
1 – 1 Mirsad Suljic (72.)
Tilskuere: 150
Hjemmeholdet kom bedst ud til kampen og lagde et højt pres, der formåede at stresse OKS til opspilsfejl. Det var da også efter en opspilsfejl, at værterne efter 7 minutter fik en friløber mod OKS målet. Heldigvis viste målmand Rasmus Lund klassen og reddede kastanjerne ud af ilden. Der var spillet 7 minutter.
Efter 10 minutters viste OKS så tænder for første gang. I et hurtigt omstillingsløb, blev Hedensted overspillet og Lasse Grønholts centring fra højre side fandt frem til Emil Stokholm, der dog missede den store muligholm. Stokholm skulle tage revanche senere i halvlegen.
Efter små 20 minutter med Hedensted dominans spillede OKS sig mere og mere med i kampen. Kombinationerne flød bedre og hjemmeholdet formåede ikke at komme med samme energi som tilfældet havde været i indledningen.
Efter 28 minutters spil kom så føringen til OKS. Efter et godt opspil i højre side fik Jeppe Algaard bolden og rundede en mand ned mod baglinjen. Hans præcise indlæg mod forreste stolpe kom Emil Stokholm først på og han scorede sikkert til 0 – 1.
OKS var nu mest og bedst på bolden og vi skabte flere gode chancer for at øge føringen, men som tilfældet har været i mange af efterårets kampe manglede vi den sidste skarphed til at omsætte mulighederne til mål.
Pause.
OKS var i teten fra begyndelsen af halvlegen. Hjemmeholdet havde svært ved at følge vores hurtige spillere og en spiller som genkomne Rami Ayman viste gode takter og medvirkede til at sætte hjemmeholdet under pres. Der var op til flere store chancer for 2 – 0 scoringen, men det måske afgørende mål udeblev.
I stedet gik det som det ofte går, når man ikke tager sine muligheder selv. I det 72. minut løb Hedensted en omstilling og altid farlige Mirsad Suljic sagde tak for tilbuddet og scorede til 1 – 1.
I den resterende del af opgøret var det til stadighed OKS der jagtede sejrsmålet. Det blev tre-fire endog meget store muligheder, men desværre skulle det ikke være på denne dag i Hedensted vi skulle tage sejren. Det hele endte nemlig 1 – 1, da kampens dygtige dommer fløjtede af efter 94 minutter.
Næste kamp for OKS er på lørdag, hvor vi hjemme på OKSon Park spiller lokalopgør mod B1909. Mere herom senere.