Menu

OKS henter ny sejr

image Lasse Grønholt (nr. 2 fra højre) har scoret til 1 - 3 efter et fremragende angreb. Han jubler over scoringen i selskab med Tong, Anders Lohmann og Christian Wulff, der lagde op til alle 3 OKS mål. Foto af Bo Holst Sørennsen
Henrik Kleiner
01. november 2021 kl. 18:45
Vi vandt 3 - 1 hos FC Sydvest

OKS fik tre fine point med hjem fra Sønderjylland, hvor værterne var bedst i de første 25 minutter, men hvor OKS arbejdede sig stærkt tilbage i kampen og vandt fortjent med 3 – 1.

Kampfakta:

FC Sydvest vs. OKS 1 – 3 (1 – 1)

1 – 0 Morten Bech (20.)
1 – 1 Kasper Rask Nielsen (27.)
1 – 2 Rasmus Skovgaard (54.)
1 – 3 Lasse Grønholt (86.)

Tilskuere: 200

Grønsværen på sønderjydernes flotte stadion så grøn og indbydende ud ved første øjekast, men det viste sig hurtigt ved nærmere inspektion, at den både var langhåret og sumpet som et resultat af den megen regn, der har været i de sidste uger.

Sydvest var bedst indstillet på forholdene fra kampens start. Værterne spillede simpelt med bolde i bagrummet til to hurtige angribere, der gjorde livet svært for OKS forsvaret. Ikke at nogen af holdene havde store chancer i kampens første 15 minutter, men det var Sydvest der kom bedst fra start.

Efter 20 minutter kom så føringen til jyderne. Efter lidt klumpspil i feltet, endte bolden hos anfører Morten Bech, der ikke var sen til at udnytte den gratis chance og dermed 1 – 0 på måltavlen.

I minutterne efter var Sydvest nærgående og i det 26. minut fik en af deres angribere en friløber. Desværre, for ham og Sydvest, ramte hans forsøg overliggeren og sprang i spil igen. Der var heldet med OKS!

I det 27. minut, altså blot 1 minut senere, lå bolden så i rusen til 1 – 1. Midterforsvarer Kasper Rask Nielsen var med fremme på en dødbold og da bolden dumpede ned for fødderne af ham, tøvede han ikke og sparkede bolden i mål uden chance for keeperen. 1 – 1!

Nu ændrede kampen karakter. OKS begyndte at vise hvorfor vi er tophold. Der var mere bid i nærkampene og vi viste, at vi ikke var kommet til Sønderjylland for at ligge os fladt ned.

Absolut største chance for føring til OKS kom i det 45. minut, da Christian Wulff tæt under mål fik en kæmpe mulighed. Alle 200 tilskuere havde vist set den bold inde, men en forsvarer nåede imellem og reddede efter at målmanden ellers var passeret.

Pause og 1 – 1.

OKS var bedst fra 2. halvlegs start. Ikke at værterne havde opgivet ævred, slet ikke, men der var kvalitet i det de på dagen grøn og sortstribede OKS spillere præsterede. Og allerede efter 9 minutter kom føringen. Vores to topscorere, Rasmus Skovgaard og Christian Wulff, kombinerede fint i feltet og da en af forsvarerne gled på den glatte bane, var Skovgaard ikke sen til at tordne bolden ind bag en prisgivet målmand. I øvrigt havde Wulff også lagt op til OKS` første mål. 1 – 2 og der var spillet 54 minutter.

OKS havde nu gode muligheder for at udbygge føringen, men værterne var bestemt ikke slået og forsøgte at slå tilbage. Med 20 minutter igen, satte de deres store forsvarer op i angrebet, for at forsøge at lægge pres på og det lykkedes til dels, men åbnede også op for rigtig gode omstillingsmuligheder til OKS.

Og i det 86. minut kom så afgørelsen efter et fremragende angreb, hvor værterne blev udspillet. Målscorer var Lasse Grønholt, og den opmærksomme læser vil sikkert ikke blive overrasket over at læse, at Christian Wulff igen var oplægger. 1 – 3!

Så gik kampen til ende og OKSerne kunne fejre de tre point. Vi syntes selv vi var det bedste hold på dagen, men ingen tvivl om, at havde Sydvest scoret til 2 – 0 efter 26. minutter kunne meget have set anderledes ud.

Næste kamp for OKS, der er efterårets sidste, er mod rækkens suveræne tophold fra SFB / Oure. Det er på lørdag i Svendborg. Mere herom senere.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk