Ændringer i staben omkring DS- & Serie 1 holdene
Sportslig ansvarlig, Mikael Skovgaards meddeler:
-" Efter en lang og krævende forårssæson er der nu tiltrængt sommerferie for spillere og trænere.
Sommeren kommer også til at betyde at der skal arbejdes på de indre linjer, så vi kan stå skarpt, når den nye sæson fløjtes op i starten af august.
På DS trænersiden må vi desværre sige farvel til vores 2 assistenter, Erling Thomsen og Allan Jensen, der sammen med Rene Lindhardt har udgjort et stærkt trekløver. De har på hver deres helt egen facon, bidraget til holdets markante udvikling over de sidste par sæsoner. Deres kompetencer er ubestridte og har været yderst værdifulde for holdet. Erling siger fra af tidmæssige årsager, og vil i den næste periode hellige sig familien og sine instruktørjobs. Allan må melde fra, da han tiltræder et spændende job på Oure skolerne og dermed ikke kan afse tid til også at være inde omkring vores DS hold.
Thomas ”Topper” Johansen har været spillende assistenttræner for Ronni Schwartz på klubbens S1 hold, men har nu valgt at søge nye udfordringer. De to har haft et fremragende samarbejde, hvor man over de sidste to sæsoner, har arbejdet loyalt i tråd med klubbens strategi. Topper har fungeret som en forlænget arm på banen, og det har han gjort fremragende. Topper har ambitioner for sit trænervirke, og disse ender har vi ikke kunne få til at nå sammen i denne omgang.
OKS takker alle 3 for deres dedikation og kæmpe arbejdsindsats, og vi ønsker dem alt mulig held og lykke hver især og håber vi ses på Østerbæksvej igen.
Klubben ønsker at fortsætte det flotte arbejde der pågår i vores seniorafdeling og går nu ind i fasen, hvor der skal findes erstatninger for de tre dygtige trænere. Strategien og profilerne er snakket på plads, så nu kan afsøgningen starte.
Mere følger så snart der er nyt. fortæller Mikael Skovgaards.
Også her fra oks.dk og fra vores facebook redaktion skal der lyde et kæmpe tak til Allan, Erling og Thomas. Dygtige fodboldtrænere og vi siger ikke farvel. Vi siger på gensyn!