2 – 0 nederlag vs. B1913
B1913 stod, som vanligt, meget lavt på banen i en chancefattig første halvleg og da OKS var så uheldige at score et usædvanligt selvmål i det 39. minut, var det vand på værternes mølle der herefter myrede og kæmpede sejren hjem, der blev cementeret 7 minutter inde i overtiden.
Kampfakta:
B1913 vs. OKS 2 – 0 (1 – 0)
1 – 0 Kasper Rask Nielsen (selvmål/39)
2 – 0 Umar Beriev (97)
Tilskuere: 125
Kampen startede med mange nærkampe. OKS var mest på bolden, mens B1913 stod godt i organisationen og lurede på opspilsfejl, som de kunne omsætte til kontraangreb.
Kampen, der allerede startede kl. 17.30, blev afviklet i en lummer hede, der tydeligt satte sit præg på spillet. Der manglede friskhed i spillet. Ikke at der kunne sættes en finger på indsatsen og viljen, men kvaliteten manglede.
Der blev ikke talt mange chancer eller muligheder. OKS var stadig bedst og mest på bolden. Vi forsøgte i det mindste.
I det 39. minut kom så kampens første mål. Et kikset indlæg fra B1913s venstre side ville Kasper Rask Nielsen cleare. I stedet ramte forsvarsspilleren bolden skævt og den tog en blød bue ind over Adam Pedersen i OKS målet. 1 – 0 til B1913.
Pause.
Kampens 2. halvleg blev nøjagtig så forudsigelig som kendere af de to hold ville kunne gætte. B1913 stod om muligt endnu lavere på banen. De forsvarede sig med alle mand og viljen til dette kan ikke tages fra de Blå.
OKS forsøgte vedvarende at skabe chancer og lykkedes da også til dels, men værternes målmand klarede forsøgene.
Der var megen tidsudtrækning ved alle dødbolde, skadede spillere der efter et par minutter på mirakuløs vis blev friske igen etc. Men sådan er gamet og det bør man ikke pibe over.
Som 2. halvleg skred frem og OKS pressede endnu længere frem begyndte der at opstå kontra angreb til B1913. En naturlig følge af slaget på banen og en kalkuleret risiko OKS var nødt til at tage.
Det var da også på en sådan omstilling at B1913 kunne lukke og slukke i det 97. minut med deres scoring til 2 – 0.
Om sejren var fortjent er for så vidt ligegyldigt. Det var i hvert fald B1913 der kunne gå fra banen med 3 point.
Næste kamp for OKS er på lørdag, hvor Viby kommer på besøg i OKSon Park. Mere herom senere.