OKS tog sejren over TPI
I et velspillet opgør var det TPI der kom foran i første halvleg. I 2. halvleg slog OKS stærkt tilbage og sikrede sig sejren med to scoringer af Rami Ayman og Kasper Rask Nielsen.
Kampdata:
OKS - TPI 2-1 (0-1)
0 - 1 Rasmus Skovgaard (32.)
1 - 1 Rami Ayman (73.)
2 - 1 Kasper Rask Nielsen (81.)
Tilskuere: 300
Opgøret begyndte jævnbyrdigt. Der blev gået godt til stålet af begge hold, men hele tiden med respekt for modstanderen. OKS kom godt igennem på kanterne, men gæsterne fik ofte raget kastanjerne ud af ilden inden det for alvor blev farligt. TPI forsøgte sig også op ad banen, men uden at spille sig de helt store chancer i indledningen.
Derfor springer vi til det 32. minut, hvor gæsterne fik sparket en lang bold op på Rasmus Skovgaard, der fik kontrol over bolden og kom i en løbeduel mod OKS forsvaret. På kanten af feltet trak angriberen bolden over til sit dygtige venstreben og sparkede bolden i mål uden chance for Rasmus Lund i OKS-målet. 0 - 1 på LED-tavlen.
Få minutter senere kunne gæsterne have udbygget føringen, da et indlæg fra højre fandt frem til Rasmus Schmidt, der dog missede den store mulighed og headede forbi målet.
I halvegens døende minutter var OKS meget tæt på udligning, men Rami Aymans hovedstød tog desværre overliggeren og sprang i spil igen.
Pause.
OKS havde allerede efter fire minutters spil af 2. halvleg en kæmpe dobbeltchance til først Christian Wulff og derefter til Malte Jürgensen der var først over returen fra målmanden, der dog også klarede dette forsøg.
OKS var nu det bedste hold på banen. Ikke at TPI havde meldt sig ud af opgøret, men det var de rød-hvide, der vandt duellerne, kom først på bolden og skabte rigtig mange chancer for mål.
Vi skulle dog hen til det 73. minut før end den fortjente udligning kom. Et indlæg fra højre fandt frem til Rami Ayman der kom højest i duellen med målmanden og headede bolden ind i det tomme mål. En stærk scoring af midtbanespilleren, der har fået en god start på sæson og igen i kampen var en af de spillere, der stod stærkest i billedet. 1 - 1.
Blot otte minutter senere kom så føringsmålet til OKS, da forsvarsspiller Kasper Rask Nielsen var først på bolden ved den bagerste stolpe og headede bolden i mål bag en prisgivet gæste målmand. 2 - 1 og der var spillet 81 minutter.
TPI forsøgte naturligvis at slå tilbage, men de kom aldrig rigtig frem til en afgørende mulighed. I stedet var det OKS, der kom frem til endnu en kæmpe dobbeltchance. Indskiftede Papa Keboute, ny spansk spiller i OKS, kom fri på kanten og gik direkte mod mål. Angriberen forsøgte at ligge bolden i det lange hjørne, men keeperen reddede flot og slog bolden ud i feltet, hvor Lasse Grønholt fik muligheden for scoring, men bolden strøg snert over målet.
Efter 5 minutters tillægstid fløjtede dommer Paw Johansen af og dermed var sejren en realitet.
Næste kamp er på lørdag, hvor vi hjemme på OKSon Park tager mod Marienlyst i endnu et lokalopgør. Mere herom senere.