OKS tog den 8. sejr i streg
Det blev en god og intens DS-kamp, da Varde I.F lørdag var på besøg i OKSon Park. Gæsterne fra det vestjyske var bedst i den første halve time, men langsomt åd OKS sig ind i kampen og med to scoringer af rækkens topscorer, Tong, i 2. halvleg tog vi sejren foran 200 tilskuere på en dejlig solskinsdag.
Kampfakta:
OKS vs. Varde 2 – 1 (0 – 0)
0 – 1 Burak Bozdemir (49.)
1 – 1 Van Tha Thawng Tong (65.)
2 – 1 Van Tha Thawng Tong (85./str.)
Tilskuere: 200
Gæsterne startede med at gå I højt pres fra første minut, hvor de forsøgte og lykkedes med at stresse OKSerne. Det var ikke sådan at, Varde skabte mange chancer, men spillet foregik mestendels på hjemmeholdets banehalvdel og det blev til en del hjørnespark til jyderne.
OKS fik kampens første chance efter 5 minutter, da Andreas Rynkeby var helt fri i det lille felt, men måtte se keeperen redde forsøget.
Omkring den halve time befriede OKS sig mere og mere fra presset og begyndte at kunne spille imellem presset og dermed komme i overtal op ad banen. Nu foregik det meste på Vardes banehalvdel.
Det blev til en enkelt chance i slutminutterne af halvlegen, da Rynkebys hovedstød ramte overliggeren.
Pause.
Der var blot spillet fire minutter af 2. halvleg inden gæsternes Burat Bozdemir scorede på et flot hovedstød tæt under mål. 0 – 1 på LED-tavlen.
OKS lod sig ikke slå ud af scoringen og var nu boldbestemmende og skabte flere gode muligheder for mål. Gæsterne virkede lidt matte i sokkeholderne efter deres store arbejdsindsats i første halvleg og OKS-overtaget blev mere udtalt.
Efter 65 minutter kom så udligningen, da et afrettet skud fra distancen endte hos topscorer Tong tæt under mål. Angriberen svigtede ikke og udlignede til 1 – 1.
OKS jagtede nu sejren og i det 85. minut kom forløsningen, da Tong blev fældet ulovligt i feltet. Klart straffespark. Tong var sikkerheden selv i udnyttelsen af den store chance. 2 – 1.
Kampen løb til ende og dermed var OKS` 8. sejr i streg en realitet.
Med en enkelt spillerunde tilbage er det nu sikkert at vi tager 1. pladsen i rækken efter et fantastisk forår, hvor vi eksempelvis startede 8 point efter TPI.
Næste og sidste kamp er på lørdag, hvor vi skal en tur til Brabrand. Mere herom senere 😊