OKS spiller lokalopgør mod B1913
Det er top mod bund, når OKS får besøg af de Blå fra B1913, der til hverdag har hjemme i det sydøstlige Odense.
Det plejer at være helt jævnbyrdige kampe mellem de to klubber på trods af at vi er placeret i hver sin ende af tabellen. Således har holdene mødtes 3 gange i denne sæson. Begge hold har vundet 1 sejr og så blev det til en remis sidste gang B1913 var på besøg i OKSon Park. Seneste indbyrdes kamp var i april måned, hvor OKS vandt 1 – 0.
B1913 har ikke rigtig fået gang i pointhøsten her i foråret og kæmper lige nu en hård kamp for at undgå nedrykning til Albaniserien. De Blå er placeret på rækkens næstsidste plads og som det ser ud i skrivende stund vil der være to direkte nedryknings pladser, mens nr. 3. sidst skal spille en kamp mod kreds 4 om at undgå rykke ud. Antallet af nedrykninger kan dog nå at ændre sig alt efter hvilke hold der rykker ud og op i 3. division.
OKS kommer ind til opgøret med en 3 – 1 sejr over TPI i en jævnbyrdig kamp, hvor Andreas Rynkeby, Tong og Anders Lohmann lavede målene. Vi vil rigtig gerne blive på den førsteplads vi er på for nuværende og ligeledes er det som bekendt altid sjovest at vinde disse lokalopgør, så motivationen er helt i top hos OKSerne.
NY KAMPTRØJE!
OKS indgik ved årsskiftet et nyt samarbejde med Hummel og Unisport. Det er derfor med stor stolthed vi til lørdagens kamp kan præsentere vores længe ventede nye specieldesignede kamptrøje. Vi er rigtig glade ved trøjen og håber at vores mere end 1000 medlemmer vil blive lige så glade og stolte ved den.
LOKALOPGØR I ”KVAL. TIL SERIE 1”
Efter DS-kampen spiller OKS og B1913 endnu en kamp. Det sker i rækken, hvor holdene spiller om oprykning til Serie 1, hvilket er den næstbedste række under DBU-FYN. OKS ligger nummer 1 i rækken og er favoritter til at rykke op, men B1913 kan med en sejr også spille sig op i nærheden af de attraktive fire oprykningspladser. Kampen spilles kl. 15.00 umiddelbart efter DS-kampen.
Det er lørdag kl. 13.00 på Danmarks hyggeligste stadion i OKSon Park.
Vel mødt!