OKS møder Dalum i pokalturneringen
Der er blevet trukket lod til 1. runde i den landsdækkende pokalturnering og OKS fik en attraktiv modstander, da det var vores bysbørn fra Dalum IF der kom op ad hatten. Kampen spilles, som det ser ud lige nu, tirsdag den 8. august på Dalum Stadion.
Kampen afvikles således i ugen op til turneringsstarten fredag den 11. august, hvor vi også møder Dalum på udebane!
Der er ingen tvivl om at der venter et svært opgør mod den ambitiøse klub fra det sydlige Odense. Dalum er nedrykkere fra 3. division og er vant til at spille i et højere tempo og med større fysisk indsats end i DS. Spændende bliver det at se, om OKS kan matche det unge, men dygtige Dalum mandskab.
Cheftræner Michael Bjørn Nielsen udtaler:
-" Vi glæder os til opgaven. Vi tager pokalturneringen seriøst og vil rigtig gerne en runde videre. Vi ved dog at det bliver en svær kamp. Dalum spillede sidste sæson i 3. division og vi glæder os til at måle os med dem "
OKS starter træningen til den nye sæson lørdag den 15. juli. Herefter træner vi mandag, tirsdag og torsdag i alle ugerne. Træningskamps-programmet ser således ud:
Lørdag den. 29. juli, hvor vi møder Odder i et dobbelt program med vores AS- & DS hold. Danmarksserien spiller kl. 12.00 på stadion i OKSon Park.
Lørdag den 5. august møder vi TPI. Det er også på hjemmebane og der er kampstart kl. 13.00.
Op til den nye sæson ligger det allerede nu fast at, vi siger farvel til tre spillere i DS-truppen. Christian Nygaard (hjem til Jylland), Emil Skursch (college fodbold i USA) og Anders Lohmann (studie semester i Bangkok) er ude af truppen.
Der er for nuværende ikke nye spillere i truppen, men tre unge spillere vil prøve sig af i opstarten. Ligeledes er Malte Jürgensen ved at være tilbage fra en alvorlig skade og forventes med i opstarten.
Er du interesseret i at spille i OKS, hvor vi har en stor og bred trup, og hvor vores to bedste hold spiller i AS og DS, er du velkommen til at kontakte en af nedenstående
Mikael Skovgaards, Sportslig ansvarlig: Tlf. 28 49 13 48
Michael Bjørn Nielsen, Cheftræner: Tlf. 53 35 20 78