Nederlag i premieren efter tæt opgør
Det lignede længe en 0 – 0 kamp, da det var et chancefattigt opgør på Dalum Stadion. OKS havde et enkelt forsøg på overliggeren, mens værterne reelt blev holdt fra chancer i hele opgøret, indtil det 89. minut, hvor de afgjorde kampen til deres fordel.
Kampdata:
Dalum vs. OKS 1 – 0 (0 – 0)
1 – 0 Bilal Naser (89.)
Tilskuere: 283
I modsætning til tirsdagens pokalopgør, der var en åben slagudveksling med mange målchancer, blev lørdagens turneringskamp meget chancefattig, ja nogen vil kalde det en kedelig kamp. Begge mandskaber havde størst fokus på defensiven og vogtede nidkært over eget mål.
Alligevel skulle der kun gå 4 minutter inden OKS var tæt på scoring. Kasper Rask Nielsen steg til vejrs efter et hjørnespark, men desværre gik hans forsøg på overlæggeren og sprang i spil igen.
I de følgende minutter havde OKS 2 – 3 hjørnespark mere, men helt tæt på mål kom det aldrig rigtig.
OKS gav Dalum plads til at komme frem ad banen. Vi stod solidt centralt i banen og afgav dermed lidt mere plads på kanterne. Det gav hjemmeholdet en del plads på kanterne, men de formåede som ventet, ikke at true vores defensiv på de få indlæg de nåede frem til.
Pause.
Kampbilledet var det samme i 2. halvleg. En stillingskrig, hvor ingen af holdene for alvor kom frem til mere end et par halve muligheder.
I kampens sidste 20 minutter begyndte OKS at fange bolden mere og mere i Dalums opspil og i dagens skribents øjne lå det i luften at, OKS ville kunne sætte et afgørende stød ind på det efterhånden trætte hjemmehold.
Men det skulle gå anderledes, da Dalum i det 89. minut kom op i OKS` felt. Angriberen tog et træk der var en anelse for langt. En OKS-forsvarer ville sparke bolden væk, men desværre fik angriberen prikket til bolden og blev efterfølgende sparket på foden. Straffesparket blev korrekt dømt!
Rasmus Lund i OKS-målet reddede flot sparket og parrede bolden ud til sin venstre side. Desværre var det Dalums Bilal Naser, der nåede først frem til bolden og fra en spids vinkel sparkede han bolden i mål til 1 – 0 føring.
I overtidens 6-7 minutter pressede OKS på for en udligning. Det var tæt på et par gange, men Dalum red stormen af.
Således gik kampen til ende.
Næste kamp for OKS er på lørdag, hvor vi hjemme på OKSon Park møder TPI. Mere herom senere.