Lokalopgør på OKSon Park mod B1909
Der er lagt op til god underholdning, når OKS byder B1909 op til dans i Danmarksseriens kreds 3.
B1909 har sæsonen igennem fristet en tilværelse i bunden af rækken, men på det seneste har de røde fra Vollsmose fået gang i at få point ind på kontoen og dagens gæster er vel i realiteten uden for nedrykningsfare inden lørdagens opgør. Senest fik B1909 en vital sejr, da de mødte Brabrand i en såkaldt 6-points kamp.
B1909 råder over en kapabel trup, hvor der lægges vægt på fight og gejst fra første sekund af kampen. Af profiler på holdet vælger vi at pege på Visar Aliti, tidligere OKS spiller, der har fået sit gennembrud som forsvarsstyrmand hos dagens gæster, Ali Al-Rabiey som er en dygtig offensiv spiller med det til tider iltre temperament og selvfølgelig Izunna Arnest, midtbanespiller med et imponerende CV i Superligaen og i kinesisk fodbold.
OKS kommer ind til opgøret med en 3-2 sejr over B1913 i bagagen. Kampen, der havde små 300 tilskuere på OKSon Park viste sig jævnbyrdig, men da tingene skulle afgøres til sidst, var OKS skarpere end B1913. Vi har sat os solidt til rette på rækkens 1. plads, hvilket ikke vil ændre sig uanset resultat af opgøret mod B1909.
OKS har følgende 17 spillere med til kampen:
Kasper Rask Nielsen, Lasse Lerbæk Grønholt, Malthe Bjerrehus Frahm, Niels Jensen, Rami Ayman, Rasmus Buch Lund, Van Tha Thawng Tong, Emil Qvortrup, Andreas Rynkeby Sørensen, Carsten Geipel, Christian Høj Nygaard, Christian Wulff Brandt, Emil Skursch, Frederik Klingenberg Jessen, Jeppe Algaard og Jonas Bøgesvang Olsen.
Det er lørdag kl. 13.00 på Danmarks hyggeligste stadion i OKSon Park.
Vel mødt!