Lørdag kl. 13.00 kommer Flemløse / Haarby på besøg
Den 3. kamp i forårs turneringen står for døren og efter 2 udekampe er det nu tid til at spille på vores ikoniske hjemmebane i OKSon Park.
Lørdagens modstander er holdsammenslutningen fra Flemløse / Haarby. Holdet fra Vestfyn trænes af Sten Foged, der tilbage i 1990erne var divisionsspiller i både OKS og B1913 og havde en flot karriere med mange kampe. Af profiler på holdet vælger vi at pege på Andreas Jørgensen, der huserer på den offensive midtbane. Så sent som i sidste spillerunde viste spilleren sine uomtvistelige kvaliteter, da han scorede begge Flemløse / Haarbys i 3 – 2 nederlaget til Allesø. I det omvendte opgør i efteråret spillede de 2 hold uafgjort 0 – 0 efter et intenst opgør, hvor OKS dominerede, men ikke kunne slå kapital af overtaget mod et godt fightende hjemmehold.
OKS kommer ind til opgøret med 2 sejre i bagagen og med en placering som nr. 1 i en tæt Albaniserie, hvor 5 hold for alvor er ved at skille sig ud. Ingen af disse hold har endnu tabt i foråret og det er dermed vigtigt at holde skruen i vandet og fortsætte sejrsrækken, så vi kan nå det erklærede mål om oprykning til Danmarksserien.
Til dagens kamp er er der foretaget 3 ændringer i truppen i forhold til sidste uges 10 – 0 sejr over Aarslev. Ud glider Mads Mikkelsen, Mathias Just og Søren Ilsøe. Som erstatninger for disse er Mats Andersen, Christian Wogensen og Morten Andersen med.
Det betyder at de 14 udtagne spillere er:
Jon Sørensen, Christian Nygaard, Christian Wogensen, Philip Harbo, Kasper Johansen, Christian Klingenberg, Jannik Pedersen, Morten Andersen, Mats Andersen, Anis Cengic, Benjamin Watson, Lasse Grønholt, Jakob Mønster og Jeppe Algaard.
VED AT KLIKKE HER KAN DU LÆSE KAMPPROGRAMMET TIL OPGØRET!
Det er lørdag kl. 13.00 på OKSon Park.
Vel mødt.