3 - 0 sejr over Nr. Åby
OKS dominerede begivenhederne fra første minut og skabte masser af chancer mod et defensivt indstillet hjemmehold, der holdt stand indtil det 70. minut hvor den første OKS scoring faldt. Det endte med en sikker 3 – 0 sejr og dermed bevarer vi førstepladsen i rækken.
Kampdata:
Nr. Åby – OKS 0 – 3 (0 – 0)
0 – 1 Lasse Grønholt (70.)
0 – 2 Nicolaj Just (75.)
0 – 3 Emil S. Petersen (81.)
Tilskuere: 75
Hjemmeholdet stod dybt på banen og overlod initiativet til de på dagen orange klædte OKSer, der kvitterede med godt spil og skabelsen af mange chancer. Det var tæt på mange gange, men stolpen og en god målmand holdt Nr. Åby inde i kampen. Værterne var yderst sjældne gæster i OKS` målende og spillede sig ikke til nogen chancer endsige forsøg.
Det stereotype kampbillede fortsatte halvlegen ud, men der blev ikke scoret og holdene gik til pause med stillingen 0 – 0 på stadionuret.
Billedet var det samme efter pausen og der blev til stadighed skabt gode OKS chancer. Hjemmeholdet forsvarede sig tappert, men man anede at kræfterne efterhånden slap op hos de hvid blusede.
I det 70. minut kom så forløsningen, da Søren llsøe drev bolden frem og spillede Lasse Grønholt fri i venstre side af feltet, Angriberen svigtede ikke og scorede til en fortjent 1 – 0 føring.
Målet slog luften ud af Nr. Åby og i de efterfølgende minutter scorede OKS yderligere 2 gange. Først var det anfører Nicolaj Just, der headede indskiftede Jannik Pedersens hjørnespark i mål og derefter var det ligeledes indskiftede Emil S Petersen der lukkede og slukkede til 3 – 0.
OKS træner Rene Lindharth udtalte efter kampen
-” Jeg vil gerne rose vores spillere. Vi skaber et hav af chancer, har et skarpt erobrings spil og vores pres spil sad lige i skabet. Vi var gode ” og træneren fortsatte
-” Vores modstandere kæmpede heroisk og kastede sig ned i forsøg og gav den i det hele taget gas. Selv da vi førte 3 – 0. Det fortjener fuld anerkendelse. Ligeledes er jeg glad ved de mange OKS tilskuere der var på lægterne. Vi nyder at så mange havde taget turen til Vestfyn for at støtte os ”
Således referat af kampen der betyder at vi bevarer førstepladsen i rækken. Det er vi glade ved.
I næste weekend er vi igen på udebane, når vi skal en tur til Årslev. Mere herom senere.