Sejr i pokalturneringen
OKS og Benjamin Watson punkterede i realiteten kampen med en hurtig scoring efter 8 minutters spil. Samme spiller gjorde det til 2 – 0 inden pausen. Hjemmeholdet kæmpede forbilledligt, men formåede aldrig at komme frem til målchancer, så det var et OKS hold i kontrol, der i 2. halvleg lukkede og slukkede med blandt andet 4 scoringer af Anders Kolind.
Kampdata:
Skjoldsparken – OKS 0 – 7 ( 0 – 2 )
0 – 1 Benjamin Watson (8.)
0 – 2 Benjamin Watson (45.)
0 – 3 Anders Kolind (60.)
0 – 4 Anders Kolind (70.)
0 – 5 Alexander Mose (73.)
0 – 6 Anders Kolind (80.)
0 – 7 Anders Kolind (84.)
Tilskuere: 75 (enkelte med kanonslag og lys)
På den hyggelige bane på den gamle Bolbro Skole var der lagt op til en god aften med pokalbold. Der var tændt op i grillen og en del tilskuere havde fundet frem.
OKS havde fra begyndelsen meget spil og der gik kun 8 minutter inden Kenneth Andersen med et diagonalpas fandt Benjamin Watson, der rundede keeperen og trillede bolden sikkert i mål. 0 – 1.
I resten af halvlegen var OKS i kontrol. Sikkert pasningsspil og en del chancer blev skabt. Blandt andet blev overliggeren ramt et par gange og reddede dermed hjemmeholdet fra at komme yderligere bagud.
I halvlegens sidste minut kom så 0 – 2 scoringen, da Benjamin Watson igen kom alene igennem med målmanden. Den tidligere Glamsbjerg spiller var igen iskold og rundede keeperen inden han trillede bolden i mål.
0 – 2 og pause.
Fra 2. halvlegs start skiftede OKS 3 mand og ind kom Jeppe Grønborg, Jeppe Algaard og Anders Kolind.
Sidstnævnte tog en flot hovedrolle, da han i de sidste 45 minutter scorede ikke mindre end 4 mål. Halvlegens 5. scoring kom fra Alexander Mose.
Som cifrene antyder var OKS nu overlegne i alle spillets facetter. Skjoldsparken var løbet tør for kræfter og OKS formåede at udnytte den ekstra plads de lidt løsere markeringer gav.
Der var chancer til flere mål, men 7 – 0 må siges at være godkendt af de rød / hvidstribede, der kunne køre hjem mod Østerbæksvej velvidende at vi er sikkert videre til 3. spillerunde.
Således referat fra en råkold tirsdag aften i Bolbro.
Billede:
De lokale tifosis forsøgte at hjælpe Skjoldsparken frem til sejr