Menu

OKS vinder 3 - 0 over Assens

image Der var højlydt støtte til OKS holdet fra Stenstrups håndboldhold. Foto af Kurt Bebe
Henrik Kleiner
13. maj 2018 kl. 12:00
Se billeder og video fra kampen

OKS havde mange chancer, men Assens kæmpede med næb og klør for at holde sig inde i kampen. Længe stod der 0 – 0, men i det 70. minut fik Kenneth Andersen hul på bylden. Det endte med en fortjent 3 – 0 sejr!

Kampdata:

OKS – Assens 3 – 0 (0 – 0)

1 – 0 Kenneth Andersen (70.)
2 – 0 Kenneth Andersen (75.)
3 – 0 Jacob Rasmussen (90.)

Tilskuere: 125

Det var OKS der havde teten fra kampens start. Boldbesiddelsen var stor og der blev skabt hele og halve chancer løbende. Største muligheder tilfaldt Kasper Johansen, Alexander Mose og Frederik Klingenberg, der dog alle måtte se deres forsøg prelle af på målmanden eller gå snert forbi.

Som halvlegen skred frem blev dominansen større, men der blev stadig ikke scoret.

I halvlegens 41. minut kom Assens bedste forsøg efter opspil i højre side. Heldigvis manglede skarpheden for Assens angriberen.

Pause og 0 – 0.

Billedet var det samme i 2. halvleg. OKS meget på bolden og fine angreb blev kreeret, men igen blev de gode muligheder forspildt.

Efter ca. 60 minutters spil kom OKS udskiftningsspillere i aktion og specielt Jakob Mønster skulle få en hovedrolle.

I det 70. minut gik Mønster fri i venstre side af feltet, hvor backen blev sat godt og grundigt. Bolden blev lagt fladt tilbage i feltet, hvor en velspillende Kenneth Andersen sparkede bolden flot og højt i mål. En ren perle og forløsningen var stor hos OKS spillerne og på lægterne. 1 – 0!

Blot 5 minutter senere var opskriften den samme, da Jakob Mønster igen drev gæk med Assensforsvaret og lagde bolden til rette for Kenneth Andersen, der takkede for tilbuddet og sparkede fladt i mål. 2 – 0!  

OKS fortsatte de gode takter og kunne i denne periode have gjort det slemme ved de Vestfynske gæster. Vi skulle dog helt hen til det 90. minut inden kampens sidste scoring blev en realitet. Recepten var den samme som ved de 2 første mål. Mønster på dribletur i feltet, til baglinjen og skråt bagud til Jacob Rasmussen der scorede sikkert til 3 – 0.

Så var kampen færdig. Dagens mand, kåret af spillere og ledere, blev Jakob Mønster der gjorde et super indhop.

Således referat fra lørdagens AS kamp, der i øvrigt blev ekstra festlig, da Stenstrup Ifs håndboldhold havde bødefest og valgte at starte dagen som højlydt supporter-gruppe for OKSerne. Det var sjovt, og man kan da håbe, at der snarest skal holdes nogen flere bødefester af de glade drenge fra Sydfyn.

Her kan du se Kurt Bebes flotte billeder fra kampen

Her under kan du se Thomas Stage video fra kampen

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk