OKS møder Flemløse / Haarby
Lørdag eftermiddag skal Albaniserie holdet spille 3. kamp i denne sæson og efter 2 hjemmekampe skal vi denne gang på udebane, nærmere bestemt til Haarby Stadion, hvor holdsammenslutningen Flemløse / Haarby byder velkommen til en kamp om 3 point.
OKS kommer ind til opgøret med 2 sejre og har dermed fået en god start på en sæson, hvor klubben ikke ligger skjul på at vi gerne vil tage den enlige oprykningsplads til Danmarksserien, der er at kæmpe om.
Til opgøret er vi ramt af 3-4 afbud grundet skader og ferie, men sådan er det vist for alle hold og vi sender 14 dygtige spillere til Vestfyn.
Flemløse / Haarby gjorde sig i forgangne sæson positivt bemærket ved en flot redningsaktion der gjorde at klubben reddede tilværelsen i Albaniserien. Holdet lå på en sidsteplads inden foråret og mistede oven i hatten deres og rækkens topscorer. Træner Steen Foged, tidligere divisionsspiller i OKS og B1913, og hans hold fik dog skrabet mange point sammen og endte med at afgøre deres skæbne i sæsonens sidste kamp mod KRFK. Meget flot!
Flemløse / Haarby har 3 point efter de 2 første kampe, der har budt på sejr over Dalum på 2 - 1 inden holdet i sidste spillerunde måtte indkassere et bittert overtidsnederlag på 3 – 2 til Allesø, der scorede sejrsmålet i det 93. minut.
Således er der lagt op til AS kamp på Haarby Stadion. Det er lørdag eftermiddag kl. 15.00.
Vel mødt.