Menu

2 Kolind mål sørgede for sejr over Årslev

image Anders Kolind var en stor mundfuld for gæsternes forsvar. Jacob Rasmussen følger med. Foto af Kurt Bebe.
Henrik Kleiner
08. april 2018 kl. 08:45
Se video og billeder fra kampen

OKS var heldige med at gå til pause med en 1 – 0 føring og blev i starten af 2. halvleg ramt at 2 advarsler, der betød at vi var 2 mand i undertal. Heldigvis fik vi reddet stormen af og fuldtallige igen viste vi klassen og sejren kunne have været blevet større end de 2 – 0 som kampen endte med.

Data:

OKS – Årslev B: 2 – 0 (1 – 0)

1 – 0 Anders Kolind (40)
2 – 0 Anders Kolind (70)

Gule kort:

Thomas Johansen, OKS (47)
Kristian Bay, OKS (52)

Tilskuere: 100

Kampbilledet var som forventet fra første minut. OKS forsøgte at være spilstyrende, mens gæsterne stod lidt afventende og lurede på omstillinger, hvor de via en velspillende Casper Jørgensen, satte de to farlige offensive esser, Niklas Foli og Kasper Holmbech i aktion.

Og lad det være sagt med det samme. Årslev lykkedes bedst i kampens indledning. OKS havde en lidt for langsom boldomgang og det var nemt for gæsterne at bryde opspillet. Løbende fik de gule skabt muligheder og en Årslev føring lå i luften. Største chance gik til Niklas Foli, der fik en friløber, men måtte se sit forsøg gå tæt forbi stolpen. Her var heldet med hjemmeholdet.

Og så går det som det ofte går, når det ene hold ikke udnytter det chancemæssige overtag. Omkring den halve time begyndte OKS at få lidt mere flow i spillet og de rød / hvide kom frem til et par halve muligheder. I det 40. kom så kampens første mål. Christian Klingenberg leverede en god aflevering frem til Anders Kolind, der satte sin direkte modstander af og kom alene igennem mod Årslevs målmand. Den dygtige angriber svigtede ikke og bragte sikkert OKS foran med 1 – 0.

Pause.

I 2. halvlegs 2. minut fik OKS` Thomas Johansen et gult kort og dermed var vi 10 minutter i undertal. Da Kristian Bay så 5 minutter senere også fik en advarsel og vi spillede 9 – 11 kunne man frygte at Årslev ville komme frem til den udlignende scoring. OKS arbejdede dog hårdt og holdt gæsterne fra at komme igennem til oplagte chancer.

Fuldtallige igen, var det nu hjemmeholdet der havde dirigentstokken. Der kom mere fart i kombinationsspillet og fejlene blev minimeret. Årslev kom ikke længere frem til målchancer og i stedet begyndte OKS offensiven at vise tænder.

I det 70. minut kom så kampens afgørelse. Indskiftede Alexander Mose gik fri i højre side og hans høje indlæg fandt frem til Anders Kolind. Angriberen tog smart bolden med brystet og sparkede bolden i mål. En fremragende scoring. 2 – 0 på den imaginære måltavle.

Årslev var nu presset til at komme længere frem ad banen. De blev dog aldrig målfarlige og det var nu OKS der kunne lukrere på omstillinger. Der blev skabt rigeligt med muligheder for den 3. scoring, men Årslev slap med skrækken.

De 90 minutter gik til ende og dommer Anders Eriksen fløjtede af og dermed blev det til en 2 – 0 sejr til OKS. Gæsterne kan med rette mene at de var dominerende i 1. halvleg og de første 8 – 10 minutter af 2. halvleg, men OKS kæmpede sig tilbage i kampen og var vel i realiteten tættere på 3 – 0 end Årslev var på reducering. De 3 point gør at vi gik frem på rækkens 1. plads. Duksepladsen kan dog allerede blive taget tilbage af Otterup, når de søndag formiddag spiller mod Næsby.

Ved at klikke på dette link kan du se Kurt Bebes flotte billeder fra kampen!

Her kan du se mål og højdepunkter fra kampen. Videoen er lavet af Thomas Stage

 

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk