2 - 2 vs. KRFK
På en dag, hvor vejrguderne leverede en typisk dansk sommerdag med både fint solskinsvejr og kraftige regnbyger, blev det 2 – 2 da OKS var på besøg på Roerslev Stadion for at møde KRFK.
Kampdata:
KRFK vs. OKS 2 – 2 (1 – 0)
1 – 0 Peter Lind (45.)
1 – 1 Alexander Mose-Johansen (48.)
2 – 1 Peter Lind (52.)
2 – 2 Nicolaj Just (84.)
Tilskuere: 100
Det var et skadesplaget OKS hold der stillede op til kampen og da vi i løbet af 1. halvleg mistede både Morten Andersen og Rune Dalsgaard med nye skader vidste den rutinerede tilskuer, at et toptændt KRFK godt kunne drille topholdet fra OKS i bestræbelserne på at vinde nedrykningsduellen mod Flemløse/Haarby.
OKS var dog, som vanligt, spilstyrende. Og som ventet stod KRFK en anelse dybt på banen og satsede på hurtige omstillinger og direkte spil, når muligheden bød sig.
Første halvleg blev dog en tam affære, hvor det var småt med målchancer, men hvor det dog var OKS der dominerede.
Alligevel blev det værterne der scorede kampens første mål, da De i det 45. minut fik et frispark inde i feltet, da målmand Adam Pedersen samlede en bold op som dommeren vurderede til at være en tilbagelægning. KRFKs Peter Lind kvitterede for den gode mulighed ved at brage bolden op i målhjørnet og dermed var hjemmeholdet foran med 1 – 0.
I halvlegens døende sekunder fik hjemmeholdet en 10 minutters udvisning og derefter gik holdene til pause.
Fra 2. halvlegs start var det et klart spillemæssigt overtag til OKS og allerede efter 3 minutters spil kom den fortjente udligning. Frederik Klingenberg kom igennem i højre side og hans præcise indlæg blev headet ind i mål af Alexander Mose-Johansen. 1 – 1.
Der skulle ikke gå mange minutter inden værterne igen kom foran. På et langt spark frem ad banen gik OKS forsvaret skævt af bolden og pludselig var Peter Lind alene igennem. I første omgang blev han indhentet af forsvaret, men efter et par driblinger sparkede han bolden i mål til 2 – 1.
Således var KRFK foran uden i realiteten at have skabt en chance, men man må give hjemmeholdet at de skånselsløst udnyttede de fejl OKSerne lavede.
Den resterende del af kampen blev et langt OKS angreb, hvor der løbende blev skabt gode muligheder og chancer. Værterne kæmpede med næb og kløer for at holde OKS fra fadet og stod langt tilbage i 2 kæder med en enkelt spiller på toppen, der dog aldrig formåede at true OKS målet.
Vi skulle dog helt hen til det 84. minut inden udligningen kom og det var anfører Nicolaj Just der headede bolden i mål på Andreas Bebes oplæg. 2 – 2!
I slutminutterne var OKS flere gange tæt på at tage alle 3 point, hvilket havde været fortjent, men KRFK red stormen af og fik derfor bonus ud af det hårde arbejde. Kampen endte i en remis, der betyder at OKS er på 3. pladsen inden sidste spillerunde, mens KRFK skal ud i et regulært nedrykningsdrama, når de i sidste runde møder Flemløse/Haarby.
OKS` sidste kamp i sæsonen er på fredag, hvor Nr. Aaby kommer på besøg i OKSon Park. Mere herom senere.