OKS sejr på sent mål i Aarup
OKS var mest i boldbesiddelse, mens værterne levede på lange pasninger til raketten Simon Vest. Længe lignede det at kampen skulle ende uafgjort, men i kampens døende minutter sparkede Mads Eskesen bolden i mål til en 1 – 0 sejr til OKS.
Kampdata:
Aarup B – OKS 0 – 1 (0 - 0)
0 – 1 Mads Eskesen (88.min.)
Tilskuere: 87
Aarup lagde bedst fra land, da kampens dommer satte spillet i gang. OKS spillerne havde svært ved at vende sig til den endog meget hårde bane, der ganske givet ikke har set vand i mange uger. Bolden sprang fra spillerne når de forsøgte at kombinere og Aarup erobrede derfor en del bolde. Værterne forsøgte at vende spillet hurtigt og recepten lød på lange stikninger til Simon Vest, der gennem hele kampen spillede i venstre angrebsside.
Det var da også netop ved en omstilling, at Simon Vest i det 6. minut kom alene ned mod Rene Christensen i OKS målet. Keeperen kantede angriberen og dommeren fløjtede korrekt for straffe. Rasmus Vest blev sat til at sparke, men Rene Christensen parrede fremragende og måltavlen forblev på 0 – 0.
Efter ca. 15 minutters spil fik OKS meget bedre fat og havde i lange perioder bolden på fødderne, mens værterne stod lavt og lurede på omstillinger. Der var dog længere og længere mellem snapsene for Aarup. OKS skabte flere gode chancer som da Mads Eskesen headede på tværs til Jeppe Algaard, hvis afslutning alene med målmanden endte i sammes mave eller da Mathias Just bragede et skud fra kanten af feltet centimeter forbi Aarups mål.
På trods af en halv times OKS overtag, gik holdene til pause med stillingen 0 – 0.
2. halvleg blev efter samme mønster, hvor værternes rutinerede mandskab først mødte OKS på egen halvdel og derfra hurtigt forsøgte at bringe bolden frem, når den blev erobret. Det var småt med chancer til nogen af holdene og langsomt begyndte de fleste at indstille sig på uafgjort. Nuvel, Aarup kom lidt længere frem af banen i de sidste 15 minutter og kom frem til et par behjertede forsøg, der med hjemmeholdets briller på, kan kategoriseres som målchancer, men generelt havde OKS forsvaret godt styr på værternes offensiv.
Aarups forsøg på at fremtvinge en scoring, gav naturligt OKS god plads frem ad banen. En plads der ikke havde været megen af hidtil, men som de på dagen lime farvede OKSer, ikke var sen til at udnytte da den kom. Således blev Aarup straffet af en omstilling, hvor bolden endte hos Mads Eskesen, der sikkert sparkede bolden fladt i det lange hjørne. 1 – 0 og der var spillet 88. minutter.
Resten af kampen foregik uden den store dramatik og dermed vandt OKS med 1 – 0 og tog de 3 point med hjem til Odense.
I dagens opgør var der fuld spilletid til Jeppe Grønborg på blot 16 år. Jeppe gjorde en figur i ventre forsvarsside.
OKS er nu på 3. pladsen i rækken, med 1 point op til KRFK på 2. pladsen.
Næste kamp for OKS er på tirsdag, hvor vi spiller pokalkamp mod vores naboer fra B67. Mere herom senere.