4 - 0 sejr over SSV Højfyn
Vinterens sidste træningskamp blev spillet lørdag middag, hvor Danmarksserieholdet fra Højfyn var på besøg på OKSon Park.
Se højdepunkter fra kampen her.
Første halvleg var med OKS i stor dominans. Jann Jensens tropper spillede kvikt og flot kombinationsspil og fangede ofte gæsterne på mellemhånd. Angrebene bølgede ned mod Højfyns målende og allerede i kampens første minutter havde OKS store chancer for føringsmålet.
Første mål kom efter 10 minutters spil, hvor Thomas Johansen kom alene igennem og scorede sikkert med et fladt skud.
Efter yderligere 5 minutters var Alexander Mose på pletten efter endnu et godt angreb.
3-0 scoringen kom efter 22 minutters spil da Mats Andersen nettede og gæsterne var på dette tidspunkt rystede.
På trods af flere gode tilbud til OKS blev der ikke scoret mere i 1. halvleg.
I 2. halvleg ændrede Højfyn forsvarsformation og der gik lige 10 minutters tid inden OKSerne formåede at lure gæsternes høje backlinje, der blev skubbet langt op på egen banehalvdel. Da koden først var knækket resulterede det i flere friløbere til OKS, hvor blandt andet Andreas Bebe, Jakob Mønster, Jeppe Algaard og Malte Kielberg alle havde forsøg der burde have givet mål. Vi skulle dog helt hen til det 82. minut førend Malte Kielberg udnyttede endnu en friløber ved at score sikkert til 4 – 0.
Dermed løb kampen til ende med en sikker 4 – 0 sejr til OKS.
Næste kamp er første turneringskamp der spilles på lørdag d. 25. marts kl. 15.00 på OKSon Park. Modstander er KRFK.
Se billeder fra kampen her.