3 point med hjem fra Nordfyn
OKS sejrede tirsdag aften med 3 – 2 over Morud og dermed holder vi fast i rækkens 2. plads. Sejren burde have været mere komfortabel, men der blev slækket en anelse på skarpheden, når store chancer skulle omsættes til mål og dermed blev kampen unødigt spændende
Kampfakta:
Morud – OKS 2 – 3 (1 – 1)
0 – 1 Daniel Hansen (2)
1 – 1 Rasmus Petersen (46)
1 – 2 Frederik Moseby (63)
1 – 3 Daniel Hansen (66)
2 – 3 Rasmus Petersen (82)
Tilskuere: 100
Allerede efter 2 minutter kom kampens første mål. Anis Cengic fik bolden i venstre angrebsside og hans indlæg fandt frem til formstærke Daniel Hansen, der tæmmede bolden og sparkede sikkert i mål.
I de følgende minutter, eller snarere resten af halvlegen, var OKS i fuld kontrol og skabte mange chancer. Blandt andet havde Rune Dalsgaard et hovedstød på stolpen som fortjente en bedre skæbne. Men det var som om skarpheden manglede denne halvkolde aften på Nordfyn.
Da OKS ikke fik skabt afgørende hul med den 2. scoring var det derfor næsten naturligt, at Morud i halvlegens sidste minut fik scoret på deres vel eneste chance i de første 45. minutter. Et indlæg fandt frem til bagerste stolpe, hvor Rasmus Petersen nåede højest og headede bolden ind til 1 – 1. Det blev første halvlegs sidste aktion.
Da kampens sikre dommer lod fløjten trille til 2. halvlegs start, viste det sig hurtigt, at OKS lod sig ikke anfægte af det udlignende mål og satte sig hårdt på kampen igen. Allerede i de første 4-5 minutter var vi meget tæt på at tage føringen, men igen blev der brændt.
I det 63. minut viste Frederik Moseby dog stor teknisk dygtighed, da han modtog bolden på kanten af feltet og hårdt og præcist lagde bolden op i det lange hjørne. 1 – 2 på måltavlen.
Blot 3 minutter senere var Daniel Hansen igen på pletten, da han udnyttede et fladt indlæg fra Mads Eskesen og stillingen var nu 1 – 3.
Morud forsøgte at trykke højere op i forsøget på at komme tilbage i kampen. Dette medvirkede blot at der blev mere plads til OKS angrebene og den ene kæmpe chance efter den anden blev skabt.... og brændt på det skammeligste!
Og så går det som det ofte går. Moruds målscorer fra 1. halvleg, Rasmus Petersen, blev sendt ad sted i højre angrebsside og han placerede bolden i det lange hjørne uden chance for Rene Christensen og dermed var stillingen 2 – 3. Der var spillet 82. minutter.
Kampen løb til ende uden yderligere scoringer selv om begge mandskaber havde et par halve muligheder i den resterende spilletid.
OKS sejren kan der ikke pilles ved selv om cifrene antyder et tæt opgør. Med bare en anelse større skarphed var hjemmeholdet blevet straffet alvorligt denne tirsdag aften, men sådan blev det ikke og derfor fik vi en spændende afslutning.
OKS spiller igen på søndag, hvor vi hjemme på OKSon Park tager imod B1909. Der er kampstart kl. 11.00.