OKS vinder fortjent
2 - 1 sejr over OB
3 fine point til OKS
Søndag formiddag lagde kunstgræs banen i OKSon Park sted til et opgør i Albaniserien mellem de 2 naboklubber fra OKS og OB. Opgøret var henlagt til kunstgræs grundet en blød og knoldet stadionbane, men heldigvis ser det ud til at næste hjemmekamp mod Nyborg er tilbage i vante omgivelser på stadionbanen.
Kampdata:
OKS – OB 2 – 1 (1 – 1)
0 – 1 Nermin Ferzic (22)
1 – 1 Frederik Moseby (41)
2 – 1 Mathias Wiingaard (80)
Tilskuere: 157
OB lagde bedst fra land. Holdet fra Ådalen havde en del spil mellem de 2 felter, men havde svært ved at komme frem til åbne målchancer. Faktisk var OKS tættest på i indledningen, da Daniel Hansen kom højest til et indlæg, men måtte se sit hovedstød gå snært forbi gæsternes mål.
Efter 22. minutter kom OB så foran. Et indlæg fra højre fik OKS målmand Emil Bertil Pedersen i første omgang fistet ud på kanten af målfeltet, men her stod Albaniseriens topscorer Nermin Ferzic klar og den dygtige angriber helflugtede bolden op i måltaget til en gæsteføring på 0 – 1. En fremragende aktion.
Målet var som en opvågningspille for OKS. Fra da af begyndte de rød / hvide at arbejde sig ind i kampen. Pludselig var det OKS der var i teten spillemæssigt. Der blev skabt mange chancer og blandt andet havde Mathias Just og Ergjan Toplica gode forsøg for at score udligningen.
Bestræbelserne på udligningen led et mindre knæk, da Daniel Hansen i det 35. minut måtte udgå med en skade, der ude fra lignede et gevaldigt trælår. Alexander Mose kom ind i stedet.
I det 41. minut kom så udligningen. Et flot opspil i venstre side, hvor Alexander Mose sender Toplica til baglinien, hvor angriberen med stort overblik spillede bolden retur i feltet til Frederik Moseby, der elegant sparkede i bunden af bolden, der tog efterfølgende sejlede over i det lange hjørne uden chance for OBs keeper. Endnu et fremragende mål.
I det 43. minut fik gæsterne et gult kort og dermed 10 minutter i undertal.
Spillerne gik til pause med 1 – 1 på den imaginære måltavle.
OKS startede 2. halvleg i overtal og kunne, nogen vil mene burde, have afgjort kampen allerede i de første minutter af halvlegen, da både Mads Eskesen og Mathias Just kom frem til store chancer. Spil overtaget var udtalt i OKS` favør og gæsterne halsede efter OKS kombinationer. Desværre lykkedes det ikke, men selv da gæsterne blev fuldtallige fortsatte OKS dominansen og der blev til stadighed skabt chancer.
Halvlegen skred frem og ud af det blå var OB uhyre tæt på at tage føringen da et langskud fra 25 meter tog underkanten af overliggeren og slog ned bag Emil Bertil i målet, men heldigvis for værterne var bolden ikke i mål og vi slap således med skrækken.
OKS fortsatte med stort overtag og det lå i luften at et mål var under opsejling. Da OB så måtte modtage endnu et gult kort blev der for alvor lagt pres på fra OKS` side.
I det 80. minut kom så det fortjente førings mål til OKS. Et indlæg fra venstre blev lagt bagerst i feltet, hvor Ergjan Toplica fik headet på mål. Gæsternes keeper fik reddet, men på returren nåede Mathias Wiingaard højest i en duel med en forsvars spiller og headede bolden i mål til stor forløsning for spillerne og de små 150 tilskuere.
Kampen løb til ende og OKS burde måske nok have scoret endnu et mål og lukket kampen definitivt, men det skete ikke. OB forsøgte omvendt at lægge et sidste pres, men heller ikke det resulterede i en scoring.
Således vandt OKS med 2 – 1 i forårets første hjemmekamp. Fortjent efter spil og chancer.