OKS manglede skarpheden
Lørdagens kamp vs. Otterup endte med at blive tabt klart med cifrene 4 – 1. Kampens resultat kunne dog sagtens havde fået et andet facit, hvis OKS havde kendt deres besøgelsestid foran værternes mål, hvor især 1. halvleg må blive husket som de brændte chancers kamp for de rød / hvid stribede fra Østerbæksvej. Omvendt viste Otterup den allerstørste skarphed, da De på deres 3 eneste afslutninger i 1. halvleg formåede at score 3 gange.
I kampens første kvarter følte de 2 mandskaber hinanden an. Der sporredes en anelse nervøsitet i boldomgangen, hvilket resulterede i en del fejlafleveringer fra de 2 holds side. Omkring det spillede 15. minut gik det stærkt med chancerne til OKS og deres udsendte havde mere end travlt med at notere oplagte muligheder til blandt andet Frederik Moseby, Mathias Just og Daniel Hansen. Et under at måltavlebestyreren ikke kom i arbejde i den periode. De fleste af OKS chancerne opstod, når Otterup blev fanget med mange folk fremme og i flere situationer spillede OKS faktisk 3 mod 2 og 4 mod 3 når værterne blev overløbet af de veloplagte OKS spillere.
Derfor var det stik mod spil og chancer, da Otterup i det 29. minut fik bragt sig foran og den skrattende mål melodi kunne afspilles for første gang i højtalerne på Otterup Stadion. Målscorer vr Michael Overgaard, der tæt under mål satte sidste fod på bolden.
I de næste minutter forsøgte OKS at slå igen og der blev atter skabt rigeligt med chancer for udligningen og en spiller som Ergjan "Addi" Toplica drev nærmest gæk med hjemmeholdets forsvarsspillere, der ikke kunne følge med den hurtige og elegante angriber. Ligeledes var Daniel Hansen stærkt spillende og dominerede som vanligt luftspilllet totalt og rent faktisk også fik bolden i mål, men noget uforståeligt beskyttede dommeren målmanden på vanlig dansk vis og fløjtede frispark i situationen, hvor Danger bare sprang højere end keeperen.
I det 39. minut kom så kampens anden scoring og igen var det værterne der fik bolden i mål. Et OKS(!) hjørnespark blev udgangspunktet for scoringen, hvor en clearing resulterede til en løbeduel, hvor Otterups David Silvers endte med at sparke bolden ind bag blot 17 årige Emil Bertil Pedersen, der vogtede målet for OKSerne i dagens kamp.
Således var skæbnen hård ved OKS, der nu var bagud med 2 mål efter en halvleg, hvor ingen vist havde klaget, hvis resultatet havde været med omvendt fortegn.
Der blev dog lidt at glæde sig over i det 40. minut hvor før omtalte Ergjan Toplica endelig fik hul på bylden for OKS og fik reduceret til 1 – 2 efter et indlæg fra venstre.
Glæden varede dog kort for OKS for allerede i det 44. minut scorede Otterup igen, da Jeppe Davidsen sparkede bolden i det lange hjørne og dermed bragte værterne foran med 3 – 1!
2. halvleg blev ikke nær så underholdende som tilfældet havde været i første halvdel af kampen. Otterup koncentrerede sig mest om at lukke ned for OKS` offensiv og vi blev aldrig for alvor farlige ud over at vi blev tildelt en del fri og hjørnespark, hvor den sidste og afgørende skarphed dog manglede.
Retfærdigvis skal det noteres at Otterup i halvlegens første minutter ramte stolpen 2 gange og derme fik reduceret lidt på chancefordelingen, der på dette tidspunkt ellers var i klar OKS favør.
Kampen løb hurtigt mod enden og som det ofte sker, når det ene hold forsøger at lægge et afgørende pres i forsøget på at nå endnu en reducering bliver man straffet i den anden ende og det blev også tilfældet denne dag på det hyggelige Otterup Stadion. Jeppe Davidsen fik en friløber og han rundede Emil Bertil i OKS målet og trillede bolden i mål til 4 – 1, hvilket også blev kampens resultat.
Om man kan kalde sejren til Otterup ufortjent når de vinder med så klare cifre vil nok være en overdrivelse, men det er ganske sikkert at kampen sagtens kunne have fået et andet forløb, hvis OKS havde udnyttet blot et fåtal af de chancer vi skabte ved 0 – 0 i første halvleg. Vi må tage det faktum med os, at vi på dagens spillede lige op med et af de bedste hold i rækken og at vi evnede at være konstant chance skabende. Gør vi dèt, er der ingen tvivl om at vi snart vil se masser af mål fra OKS.
Kampdata:
Otterup vs. OKS
4 – 1 (3 – 1)
1 – 0 Michael Overgaard (29. min.)
2 – 0 David Silvers (39. minut)
2 – 1 Ergjan ”Addi” Toplica (40. min.)
3 – 1 Jeppe Davidsen (44. minut)
4 – 1 Jeppe Davidsen (79. min.)
Tilskuere: 102