AS holdet skal en tur til Morud
Træner Morten Rasmussen og Albaniserie holdet skal atter i aktion. Blot 3 dage efter lørdagens vigtige sejr over Nyborg, skal OKS i kamp igen. Det er tirsdag aften kl. 18.45 og vi skal på besøg hos Morud.
Morud trænes af en god gammel kending i fynsk fodbold. Mads Jensen (37), der som aktiv spillede Superliga i OB inden turen gik til det østrigiske, hvor klubberne Worgl og Lustenau dannede rammen om et professionelt eventyr i ca. 2 år. Da Mads Jensen vendte hjem spillede han for både B1909 og B1913 inden turen gik til Otterup, hvor han i mange år har været spillende assistent og til slut cheftræner. For 1 ½ år siden skiftede han så til dagens modstander fra Morud, hvor han har fået skabt et fysisk stærkt hold, der tillige er skarpe på dødbolde. Morud spiller alle deres kampe på deres nye kunstgræsbane og det har bevirket at der ofte spilles fint fodbold af det lyseblå Morud hold, når der er Albaniserie fodbold på det Nordfynske anlæg.
OKS er ubesejret i de sidste 3 kampe og har vist spillemæssig fremgang i det tidlige forår. Senest blev det som nævnt til en sejr over Nyborg i en decideret 6 points kamp, hvor Mathias Just, Daniel Hansen og Frederik Moseby Cappelen var målscorere i 3 – 1 sejren.
Vi fik en kommentar fra træner Morten Rasmussen inden opgøret mod Morud
-” Vi har engelsk uge, hvor vi har 3 kampe på 6 dage, men det piber vi ikke over. Tværtimod har spillerne trænet hårdt i opstarten for at kunne klare sådan en udfordring også. Jeg synes det kendetegner holdet ganske godt, at de ikke lader sig slå ud af noget. Mod OB kom vi bagud, men arbejdede os stille og roligt tilbage i kampen og vandt. Senest vandt vi mod Nyborg ganske fortjent, men ved stillingen 2-1 kunne man frygte at spillerne blev lidt paniske, men det skete bestemt ikke. Vi ved, at vi i de sidste 20 minutter af kampene har masser af overskud p.g.a. den gode fysiske forfatning de er i.” fortæller træneren inden han slutter af
-” Morud skal først og fremmest slås på fysikken og kan vi det, så tror jeg vi spillemæssigt, på en kunstgræsbane, kan vise at vi er blevet et godt spillende fodboldhold. Morud har dog været blandt de bedste her i foråret så vi skal helt sikkert ramme højt niveau hvis vi skal fortsætte vores stime uden nederlag.”
Således er der lagt op til tirsdagens kamp. Det er på Morud Stadion og det er kl. 18.45.
Vel mødt!