AS holdet møder KRFK
Fredag aften er der igen kamp for OKSernes flagskib i Albaniserien, når holdet kører en tur til Nordfyn, hvor den lokale sammenslutning af Krogsbølle og Roerslev, bedre kendt som KRFK, tager imod til en såkaldt 6 points kamp.
De 2 hold er placeret side om side i stillingen med OKS 1 point foran. En sejr til OKS vil derfor for en stund sætte KRFK af mens en sejr til hjemmeholdet vil betyde at de vil overtage OKS` 8. plads. Ligeledes er der selvfølgelig den usikre situation vedrørende antallet af nedrykkere fra årets Albaniserie at have in mente.
Vi fik en snak med træner Morten Rasmussen inden fredagens kamp:
- ” Sidste lørdags kamp var en kæmpe skuffelse for os alle sammen. Det er for ringe, at vi taber sådan en fodboldkamp. En ting er at vi ikke rammer dagen i forhold til vores spil, men vi burde kunne løbe et hold som ØB ned, hvilket så også var meget tæt på at ske. Vanvittig dumt at tabe sådan en fodboldkamp og der er da også flere af spillerne som skal præstere væsentligt mere fredag aften. Det tror jeg bestemt også at de har planer om.”
fortæller Morten om skuffelsen efter sidste weekends nederlag til ØB og fortæller videre
- ” Så fredag aften skal vi se et oks hold som kæmper og løber solen sort. Vi har i alle vores kampe været meget på bolden og det vil vi nok også blive mod KRFK. Vi skal dog blive mere beslutsomme foran målet hvis vi skal vinde på Nordfyn. Heldigvis begynder det at lysne for os m.h.t. offensive spillere som vi kan gøre brug af. Daniel Hansen kommer til at være en afgørende spiller i feltet i den sidste del af sæsonen ligesom Jakob Mønster, trods 4 måneders verdensrejse, ligner en som virkelig kommer til at kunne gøre en forskel for holdet. ”
Træneren slutter af med
- ” Vi kan stadig afgøre vores skæbne i denne række og vi skal være dygtige nok til at få en masse point i den sidste måneds tid som vi går ind i.”
Således er der lagt op til et brag af en kamp, når KRFK tager mod OKS. Det er som nævnt fredag aften kl. 18.45 i KRFK.