2 nye spillere til kældertruppen
Her 1 uge før træningsopstart har yderligere 2 nye spillere meldt sig under fanerne.
En ung og meget talentfuld spiller, samt en rutineret målmand. Lasse Plato, 18 år, har valgt at skifte fra B1909 til OKS og her kan vi glæde os over en yderst talentfuld spiller, som er meget seriøs og ekstrem træningsvillig. Lasse har i ungdomsårene været i FCM og OB, men som U/19 spillerblev han en del af seniortruppen i B1909, hvor det hurtigt blev til mange kampe. Han er venstrebenet, men har et super fint højreben også og så er han enormt eksplosiv. I B1909 blev han brugt som venstre back samt på den centrale midtbane. Lasse bor tæt på OKS'on Park, hvilket bestemt også gør skiftet oplagt for ham.
Kenneth Nørgaard, 31 år, har efter mange år i ØB valgt at søge nye udfordringer, hvilket vi kan være glade for i OKS. Kenneth er en seriøs målmand, som bare er blevet bedre og bedre med alderen. I mange år har han været en vigtig brik på ØB´s Albaniseriehold. Han er ligeledes garant for et godt og seriøst stykke arbejde til træning såvel som kamp. Med Kenneth i truppen, samt vores nuværende keeper, Kuno, har vi to rutinerede og dygtige keepere, som nok skal sørge for at træningsniveauet bliver højt i foråret. Derudover har vi i klubben også de 2 talentfulde U19 målmænd Jesper Poulsen og Emil Pedersen, som helt sikkert vil sørge for at give de to mere rutinerede keepere en god og sund konkurrence.
I øvrigt kan vi glæde os over, at vi også i foråret har en særdeles kompetent målmandstræner tilknyttet teamet. Thomas Mikkelsen, tidl. FC Vestsjælland, og nu FC Fredericia er klar til at holde vore keepere skarpe.
Albaniserieholdet starter i øvrigt forberedelserne til forårssæsonen lørdag d. 23/1 kl. 13.00 på kunststofbanen. Herefter vil der blive serveret lidt suppe og det nye trænerteam vil snakke lidt om forventningerne til forårssæsonen.