Kvinderne sejrede i sæsonpremieren
Der var på forhånd lagt op til et spændende opgør mellem to gode hold, da vi søndag eftermiddag gæstede Odense Q i første runde i Kvinde Albaniserien.
Vejrforholdene var tæt på perfekte denne forårsdag med høj sol og sommeragtige temperaturer, men så var der lige vinden som var en drilsk størrelse og den fik da også en væsentlig betydning for kampens forløb. Vi havde i første halvleg medvind og set i bakspejlet gav det os et momentum ret tidligt i kampen, som vi ikke slap igen. Vi fik hurtigt taget kontrollen over bolden og kampen og med to mål midt i første halvleg gav det os endnu mere ro og selvtillid i vores omgang med bolden, samt en solid og meget fortjent pauseføring på 2-0.
I anden halvleg var det så Odense Q der forsøgte at udnytte medvinden, dog uden det helt store held, hvilket primært var vores fortjeneste, da vores presspil fungerede utrolig godt og vi nærmest ingen tid eller muligheder tillod boldholderen for Odense Q. Derudover var vi også selv rigtig dygtige til at passe på bolden når vi fik den og havde lange perioder, hvor vi holdt bolden i gang, men med enorm tålmodighed indtil muligheden opstod for at gå på mål. Det kastede flere gode chancer af sig, hvor af en blev omsat til en 3-0 føring, men hvor vi også havde flere friløbere, som desværre blev misbrugt på en yderst velspillende Odense Q keeper.
Odense Q fik reduceret til 1-3 med en god halv time tilbage, men mere spænding kom der aldrig rigtig i kampen og dermed blev det til en fortjent sejr og en helt perfekt start på den nye sæson.
OKS målscorere (assist):
Jaara Cohen (Lykke Kildegaard)
Lykke Kildegaard
Nikoline Nissen (Lykke Kildegaard)
Tak for kampen til Odense Q, som vi ønsker al held og lykke i resten af sæsonen i Kvinde Albaniserien og så et kæmpe tak for den store støtte der var fra de mange fremmødte tilskuere.
Næste opgave er lørdag d. 13 april, kl. 15.00, når vi hjemme på OKSon Park tager imod Fortuna Svendborg/Oure FA til sæsonens første hjemmekamp.
Vi ses på OKSon Park!