Kvinderne i pokal opgør mod B1913
OKS Serie 1 hold hos kvinderne har spillet sig frem til 1. runde landsdækkende i Gjensidige Pokalen. Her står holdet, onsdag d. 10/8, overfor et lokalopgør mod B 1913. Og det bliver en stor mundfuld for kvinderne. B 1913’s bedste hold spiller to rækker højere end hjemmeholdet, nemlig i Kvindeserie Vest, så det bliver en udfordring af de større der venter. Den forholder vi os så til, på et tidspunkt hvor vi godt kunne have brugt en lidt bedre forberedelse til sådan et opgør.
Som alle andre hold – og sikkert også gæsterne – er det først nu hvor , næsten, alle spillere er hjemme fra ferien. Vi er dog stadig uden en håndfuld, men vi vil helt klart gøre et ihærdigt forsøg på at skabe overraskelsen. Vi læner os op ad alle de kendte og forslidte fodbold klicheer, ’når bolden er rund kan alting ske’, ’der sker altid overraskelser i pokalfodbold’, osv. osv! Vi synes vi havde et godt forår, hvor holdet præsterede pænt i stort set alle kampe, det interne kendskab er blevet større, så må vi se hvor langt det kan række i denne kamp. Vi glæder os til at byde gæsterne fra B 1913 velkommen, og så skal vi for første gang prøve at have en dommertrio, også det glæder vi os til.
Vi håber der er nogle fodboldinteresserede Odenseanere der vil lægge vejen forbi Okson Park i det flotte efterårs vejr der venter. Der er gratis entre og vi tænder op i grillen.
Vel mødt!