Kvinde Serie 1 i potentiel oprykningskamp til Albaniserien.
Onsdag aften kan Kvinde Serie 1 med en sejr over topholdet fra Tårup spille sig i Albaniserien, såfremt Albaniserieholdet næste weekend vinder rækken og rykker i Kvindeserie Vest.
Det bliver vanskeligt, for lige nu ligger det til, at det er Kildemosens BK der vinder Albaniserien, da de kan afgøre det hele selv i sidste runde, hvor de også må betegnes som favoritter i deres kamp. Men det er fodbold og alt kan ske, når rækken skal afgøres i næste weekend. Derfor går vi selvfølgelig også benhårdt efter at vinde kampen onsdag i Serie 1 og give os selv den mulighed, for at det i efteråret måske kan hedde Kvindeserie Vest og Albaniserien for klubbens to højest rangerede kvindehold.
Et scenarie der vil sætte et enormt flot punktum for et forrygende forår, hvor vi i bedste fald vil have opnået to oprykninger, videre til den landsdækkende pokalturnering, og sidst men ikke mindst booket os en finaleplads i den fynske Albanipokal, der som bekendt afvikles på OKSon Park fredag d. 9 august. Samtidig vil det også være den foreløbig kulmination på det store og flotte stykke arbejde, der er lavet i hele kvindeafdelingen de seneste år, hvor vi er gået fra ikke at have 11:11 fodbold, til nu at have en afdeling der tæller ca. 80 spillere.
Så kom på OKSon Park onsdag aften og støt kvinderne i kampen for en potentiel oprykning til Albaniserien. Vi byder spillere og trænere fra Tårup IF, dommeren og tilskuere velkommen til en spændende fodboldaften på Midtbyens Hjemmebane.
Vel mødt.
Kvinde Serie 1
OKS - Tårup IF
Kampstart kl. 19.15