OKS sikkert videre i pokalturneringen
På en råkold forårsaften på Fjordager Stadion, hvor banen var i fin stand, kom OKS hurtigt foran med 1 – 0. Da hjemmeholdet så sidst i 1. halvleg måtte indkassere et rødt kort blev det til sidst til en storsejr til OKS.
Kampdata:
Fjordager vs. OKS 0 – 5 (0 – 1)
0 – 1 Benjamin Watson (18.)
0 – 2 Frederik Klingenberg (48.)
0 – 3 Frederik Klingenberg (53.)
0 – 4 Lasse Grønholt (55.)
0 – 5 Tim Fahlèn (65.)
Rødt kort til Frederik Skov Svendsen, Fjordager (43.)
Tilskuere: 75
Der var ikke meget forår i luften, da dagens dommer kl. 18.15 fløjtede kampen i gang. Tværtimod var det koldt og blæsende, men heldigvis lod spillerne fra de to hold sig ikke anfægte af vejrliget og startede frisk ud. Fjordager spillede sig i startminutterne til et par hjørnespark som OKS dog fik afklaret uden større problemer.
Efter indledningen begyndte OKS at sætte spillet og lede efter sprækkerne i hjemmeholdets forsvar. De hurtige folk i offensiven, som Lasse Grønholt og Benjamin Watson, rev og flåede i Fjordagers defensiv med hidsige dybdeløb. En taktik der senere skulle give pote.
Efter 18 minutters spil kom så føringen. Et opspil i venstre side førte til et fladt indlæg, der igen gav muligheden for Mats Andersen at afslutte. Hans forsøg blev reddet af målmanden, der dog gav en returbold som Benjamin Watson sparkede sikkert ind i mål til 1 – 0.
OKS havde nu teten i kampen og kom frem til et par store chancer. Hjemmeholdet spillede stadig deres chance i kampen, men for det meste afklarede OKS defensiven med Rune Dalsgaard og Phillip Harbo i spidsen, situationerne inden det blev til regulære målchancer.
Som nævnt var OKS dygtige til at løbe dybt og udnytte bagrummet i Fjordagers defensiv og det blev fatalt for hjemmeholdet i det 43. minut, hvor Kasper Johansen fra sin position på højre back sendte en tværpasning diagonalt mod venstre kant. Benjamin Watson løb bag om forsvaret og fik frit løb mod målet. Værternes Frederik Skov Svendsen fik dog væltet offensiv spilleren på kanten af feltet. Frispark og rødt kort for nødbremse efter en kort rådslagning mellem dommeren og linjevogteren.
Pause.
Fra begyndelsen af 2. halvleg gik det stærkt og inden for de første 20 minutter havde OKS scoret yderligere 4 gange og dermed lukket kampen. Målscorer var først 2 x Frederik Klingenberg, Lasse Grønholt og til sidst indskiftede Tim Fahlèn.
Netop Tim Fahlens scoring bragte glæde i OKS lejren. Tim var som helt ung et stort talent der var spået en flot fodboldkarriere, men et nærmest usandsynligt hårdt skadesforløb har fulgt spilleren i de sidste 5 - 6 år! Mange har tvivlet på om han nogensinde kom tilbage, men efter en kæmpe indsats på træningsbanerne er han her i 2019 kommet tættere og tættere tilbage til sit gamle jeg. Efter et par kampe på Serie 1 holdet, var han så udtaget til pokalkampen og kronede sit indhop med en super fin indsats og et flot mål. Det er godt gået og vi ønsker tillykke!
Der blev ikke scoret yderligere i kampen og således endte opgøret med en sejr på 5 – 0 og kvalifikation til 3. runde. Mere herom senere!
Billeder:
På det første billede herunder kan du se Tim Fahlen score sit første mål i 6 år.
Billede 2 viser Benjamin Watson lave et såkaldt "Rabona spark". En teknisk svær detalje!